Langsomme samtaler

Dan Wang: Vi befinder os i en ny verden, hvor magt kun kan besvares med magt – og det forstår kineserne

Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den canadisk-kinesiske analytiker og forfatter Dan Wang om Kinas evne til at bygge fremtiden – men også hvorfor det store slag mellem stormagterne i sidste ende vindes af det samfund, der er bedst at leve i.

---

Ugens gæst i Langsomme samtaler er den canadisk-kinesiske teknologianalytiker og forfatter Dan Wang. Med en opvækst i både Kina og Canada samt en uddannelse fra amerikanske eliteuniversiteter besidder Wang en sjælden analytisk indsigt og evne til at sammenligne stormagternes vidt forskellige logikker. Han har tidligere delt sin viden i en række højtprofilerede nyhedsbreve, der udkom mellem 2017-2023, og som blev betragtet som en slags teknologi-avantgardens depecher, indtil de blev forbudt af den kinesiske regering under corona-nedlukningen.

Nu er han aktuel med bogen Breakneck: China’s Quest to Engineer the Future, som er en fortælling om Kinas ekstraordinære evne til at bygge og forme fremtiden. I bogen afdækker Wang, hvad det er, Kina gør bedre end os i Vesten lige nu. Han peger særligt på landets enorme kapacitet til at omsætte kollektiv handlekraft til konkrete forbedringer og fysisk infrastruktur – en kvalitet, der bl.a. har givet kineserne et totalt overtag på energiområdet. Men det er samtidig en fortælling om et samfund, der styres stramt af et kommunistparti, som Wang forholder sig stærkt kritisk overfor. 

Kontrasten bliver tydelig, når han analyserer Vestens aktuelle tilstand, hvor han ser et forfald i vores evne til at skabe fælles løsninger og bygge store ting sammen, mens den kinesiske model vinder frem gennem rå eksekvering. 

Men kapløbet mellem Kina og Vesten handler ikke kun om mikrochips, våben og økonomiske vækstrater. Når alt kommer til alt, er det afgørende ifølge Dan Wang et helt andet spørgsmål: Hvem tilbyder de bedste livsbetingelser? Og eftersom han selv har levet i begge verdener, kan han fortælle, hvor det er bedst at leve henne nu – og hvor han tror, det er bedst at leve i fremtiden.

Alt det bliver vi klogere på i denne samtale med Dan Wang, der kommer omkring både global magtkamp, teknologisk handlekraft og fremtidens Kina.

Hélène Landemore: Demokrati skal være den scene, hvor de generte bliver hovedpersoner

Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den fransk-amerikanske forsker og forfatter Hélène Landemore om behovet for at genopfinde folkestyret i det 21. århundrede.

---

Vi har i denne uge talt med en af vores foretrukne demokratitænkere, den fransk-amerikanske forsker og forfatter, Hélène Landemore, som er professor i politik ved Yale University og har en Ph.D. fra Harvard University. 

Det er for os her på redaktionen et imperativ at blive ved med at slå fast, at vores samfund aldrig er demokratisk nok. Demokrati er ikke betegnelsen for det bestående samfund – tværtimod er demokrati et krav til det bestående samfund om, at folk skal høres. Folk skal ikke finde sig i at blive bestemt over; de skal have mere at skulle have sagt og større mulighed for at drage de regerende til ansvar.

Hvis man har den indstilling, at demokrati er et princip, som siger, at du skal være med i et ’vi’, der bestemmer selv, så skal dette ’vi’ have mulighed for at forme samfundet, fællesskabet og lovene på en måde, som findes rimelig og retfærdig. Her er Hélène Landemore en utrolig interessant tænker, fordi hele hendes værk handler om at undersøge forskellige måder at skabe indflydelseskanaler på mellem borgerne og magten. Hun evner som få at koble teoretisk forskning og praktisk arbejde med de forskellige demokratiske eksperimenter, som findes i vores levetid.

Vi talte med hende her på Langsomme Samtaler for et par år siden, da hun udgav bogen Open Democracy: Reinventing Popular Rule for the Twenty-First Century, og nu er hun aktuel med sin nye bog Politics Without Politicians: The Case for Citizen Rule. Det er i anledning af den nye bog, at vi igen har den store fornøjelse og det privilegium at tale med Hélène Landemore. 

Og ovenpå det seneste folketingsvalg kan vi vist alle have brug for at blive mindet om, at demokrati altid er et eksperiment og en læreproces; vi har ret til at bestemme mere, hvis vi også bliver bedre til at lytte mere.

Jacob Silverman: Musk og Thiel står bag en ideologisk revolution, der sætter tech-eliten over loven og samfundet

Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den amerikanske journalist og forfatter Jacob Silverman om, hvordan den amerikanske tech-elite har transformeret sig selv ideologisk og opnået politisk indflydelse.

---

Ugens gæst i Langsomme samtaler er den amerikanske tech-journalist og forfatter Jacob Silverman, som står bag bogen Gilded Rage: Elon Musk and the Radicalization of Silicon Valley. 

Bogen, der udkom i slutningen af 2025, er en slags ideologisk dannelseshistorie for den amerikanske tech-industri over de sidste 15 år og kortlægger, hvordan en ny magtbase er opstået og konsolideret i krydsfeltet mellem Silicon Valley og Washington D.C.

I bogen afdækker Silverman blandt andet de dybe forbindelser mellem tech-industrien og det militærindustrielle kompleks i USA. Han peger særligt på kredsen omkring The PayPal Mafia, anført af Peter Thiel, der udgør gruppens filosofiske konge og fremstår som en slags ideologisk reservefar for USA’s vicepræsident, J.D. Vance. Denne del af tech-eliten er karakteriseret ved at være libertariansk, stærkt højreorienteret og tenderende antidemokratisk, og de har i dag stor indflydelse – ikke nødvendigvis fordi deres idéer begejstrer befolkningen, men fordi de har massiv konkret magt bag sig.

Men der er også figurer som Elon Musk, Mark Zuckerberg og Jeff Bezos, der tidligere har været liberale i amerikansk forstand. Dengang profilerede de sig på grøn omstilling gennem Tesla eller store fonde til fattigdomsbekæmpelse og støttede primært demokratiske kandidater. Men nu har de skiftet hold. 

Spørgsmålet er selvfølgelig, om tech-eliten er blevet højreorienteret, fordi magten i USA er skiftet, eller om de faktisk altid har været radikalt højreorienterede, men først nu tillader sig selv at springe ud.

Alt det bliver vi klogere på i denne samtale med Jacob Silverman, der kommer omkring både magt, teknologi, sikkerhed og Silicon Valley.

Keyu Jin: Kina og USA ved godt, at de begge taber på handelskrigen

Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den kinesiske økonom og forfatter Keyu Jin om Kinas rolle i verden, landets politiske tænkning og ikke mindst forholdet til USA.

---

Ugens gæst i Langsomme samtaler er den kinesiske økonom og forfatter Keyu Jin. Hun har bl.a. studeret ved Harvard University og er nu professor ved både London School of Economics og Hong Kong University of Science and Technology. Hun er desuden datter af en tidligere kinesisk finansminister og forstår bedre end nogen anden både Kina og Vesten indefra – og udefra. 

Keyu Jin har tidligere besøgt podcasten i forbindelse med sin bog The New China Playbook, der giver et sjældent indblik i det kinesiske styres økonomiske logik og politiske ideologi. a. 

Nu taler Rune Lykkeberg så igen med Keyu Jin på et kritisk tidspunkt i forholdet mellem USA og Kina. Efter et år med massiv handelskrig, hvor præsident Trump blokerede for eksport af amerikanske chips, og Kina svarede igen ved at begrænse adgangen til kritiske mineraler, befinder vi os nu i en form for våbenhvile. Men spørgsmålet er, om denne stilhed er et blivende resultat af handelskrigen, eller blot en midlertidig pause før det næste store slag.

Spørgsmålet er også, hvad vi kan lære af det, der har udspillet sig mellem Kina og USA det seneste år, og selvfølgelig, hvordan Kina ser resten af verden. Kan vi regne med, at Kina kunne være med til at lave en fred i Ukraine, og hvordan Kina ser mulighederne i verden, efter Trump har gjort USA ekstremt upopulære mange steder?

Alt det og meget mere taler Rune Lykkeberg med Keyu Jin om i denne uges Langsomme samtale. 

Gabriel Zucman: De superrige skal ikke betale mindre end resten af befolkningen. Det er det bedste argument for en formueskat

Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den unge franske stjerneøkonom og forfatter Gabriel Zucman om argumenterne for og imod en formueskat for samfundets allerrigeste.

---

Vi har i denne uge lavet lidt om på planerne. Vi har nemlig fået mulighed for at få et interview med en mand, der står i centrum som intellektuel i den danske valgkamp og i den globale diskussion om formueskat og fordeling af velstand og rigdom i verden. Det er den franske økonom Gabriel Zucman, som har skrevet bogen Milliardærer skal også betale skat, der blev et kæmpe brag, da den udkom i Frankrig i 2025, og som vi her på Dagbladet Information udgiver lige om lidt. 

Gabriel Zucman er en del af den samme skole som Thomas Piketty, Emmanuel Saez, Julia Cagé, Esther Duflo. Han er en del af en gruppe franske økonomer, som har et empirisk forhold til kapitalismen og ser det som sin opgave at indsamle data og tal for udviklingen i velstand, rigdom, ulighed og vækst over tid. 

Gabriel Zucman er 39 år gammel, men allerede ekstremt indflydelsesrig. Han har været med til at bringe spørgsmålet om formueskat ind i den amerikanske valgkamp og har leveret forslag, der er blevet samlet op af præsidentkandidat Elizabeth Warren. Han har også ændret den franske diskussion om formuer og rigdom og er kommet med rammen til den globale minimumsskat på 5 pct. på multinationale selskaber. 

Zucman ved rigtig meget om formueskat, fordeling af rigdom og økonomisk retfærdighed. Han tror på, at det moralske og politiske argument kan flytte noget i verden, og at vi kan gøre det bedre. Og han ser os som en del af en fremskridtshistorie, selv om vi står i en periode med tilbageskridt.

Vi er derfor enormt glade for, at vi er her under valgkampen, hvor debatten om Socialdemokraternes forslag til en formueskat i forvejen raser, kan trække på en af verdens førende eksperter til at forklare konteksten og svare på nogle af de stærkeste argumenter for og imod indførelsen af en formueskat. 

Samuel Moyn: Drømmen om den ’rene’ krig kvalte fredsbevægelsen – før den genopstod hos Trump

Ugens gæst i Langsomme samtaler er den amerikanske professor i historie ved Yale University og forfatter og førende intellektuelle, Samuel Moyn.

 

Samuel Moyn udgav i 2021 en bog, Humane – How the United States Abandoned Peace and Reinvented War, som har været afgørende for vores forståelse af krigsførelse og vores forståelse af, hvorfor vi ikke har nogen fredsbevægelse.

Her på Langsomme samtaler-redaktionen har vi længe gerne villet tale med Moyn, fordi hans bog sætter hele konteksten for den situation, vi står i i dag, hvor der bliver mere og mere krig og mindre og mindre beredskab for at skabe fred. Og hvor én bestemt opfattelse af krig længe har domineret og skabt en krigsoptimisme. Nemlig forestillingen om ’den humane krig’, som kan føres uden omkostninger for os selv, og som giver os de resultater, vi ønsker for omverdenen.

Man skulle tro, at dén forestilling var dementeret med de seneste 25 års krige i Irak, Afghanistan og Libyen, men forestillingen om krig som et effektivt instrument til at opnå udenrigspolitiske mål, er stadig levende. 

Hvis man vil forstå ikke bare det moment, vi er i nu, men også hvordan vi i løbet af de seneste 30 år har ført os selv bag lyset og glemt, hvad krig i virkeligheden betyder, er denne uges samtale med Samuel Moyn et godt sted at begynde.

Bemærk, at samtalen med Samuel Moyn blev optaget, inden USA og Israel gennemførte deres store regimeskifteangreb i Iran. Det ændrer dog ikke ved præmissen og rammen for samtalen, som er hele den aktuelle sikkerhedspolitiske situation. 

Margaret MacMillan: Vi har glemt, hvad krig er – og dermed hvad fred kræver

Rune Lykkeberg taler med den canadiske historiker om krigens rolle i politik, fredens forudsætninger og en verdensorden under pres.

---

Ugens gæst i Langsomme Samtaler er den canadiske historiker Margaret MacMillan – en af vor tids mest indflydelsesrige fortolkere af krig, fred og den internationale orden. Hun er forfatter til en lang række anerkendte værker, heriblandt klassikeren Paris 1919, der med historisk overblik og dramatisk nerve fortæller historien om fredsslutningen efter Første Verdenskrig og de beslutninger, der kom til at forme det tyvende århundrede.

 

Margaret MacMillan har i årtier beskæftiget sig med stormagter, diplomati og verdensorden. Hun har undervist i international historie ved både Oxford og Toronto og rådgivet politiske beslutningstagere om udenrigs- og sikkerhedspolitik. Hendes blik er historikerens: Hun leder ikke efter øjeblikkets sensation, men efter de lange linjer, de strukturer og erfaringer, som gentager sig, når verden igen bevæger sig ind i usikre tider.

 

Anledningen til samtalen er hendes bog War: How Conflict Shaped Us. Her insisterer hun på noget, vi i Vesten længe har fortrængt: at krig ikke er en historisk undtagelse, men en grundlæggende del af den politiske virkelighed. Vores samfund er formet af krige, vores institutioner er skabt for at håndtere dem, og vores fred hviler på erkendelsen af, at nogen må kunne forsvare den. Når vi glemmer det, svækkes både vores dømmekraft og vores politiske beredskab.

 

I en tid, hvor den internationale orden vakler, hvor atomaftaler udløber, og hvor antallet af konflikter vokser, rejser MacMillan et ubehageligt, men nødvendigt spørgsmål: Har vi glemt, hvad krig er? Og dermed også, hvad fred kræver?

 

Samtalen bevæger sig fra fredsslutningen i 1919 til nutidens geopolitiske spændinger. Fra Woodrow Wilsons ankomst til Europa som fredens håb til spørgsmålet om, hvorvidt vores egne fredsinstitutioner i dag er stærke nok til at modstå presset. Og den begynder et personligt sted: i Canada, hvor Margaret MacMillan følger udviklingen i forholdet til USA og den nationale mobilisering, der synes at være i gang.

 

Det er en samtale om krigens realitet og fredens skrøbelighed – og om hvorfor historien ikke blot er noget, der ligger bag os, men noget, vi er nødt til at forstå for at kunne handle i nutiden.

 

Hardy Merriman: Når befolkningen nægter at adlyde, falder autokraterne

Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den amerikanske demokratiforkæmper, forfatter og forsker Hardy Merriman om modstanden mod Trump i et stadig mere autoritært USA.

---

Ugens gæst i Langsomme samtaler er den amerikanske demokratiforkæmper, forfatter, forsker og modstandsmand, Hardy Merriman.

Hardy Merriman udgør en sjælden kombination af akademisk dannelse, intellektuel nysgerrighed og aktivistiske forbindelser. Har har i 25 år arbejdet med bevægelser, som modarbejder undertrykkelse og opbygger beredskab til at regere selv. Længe var han præsident for International Center on Nonviolent Conflict i Washington, der står for udbredelse af ikkevoldelige modstandsteknikker til frihedskæmpere og modstandsbevægelser over hele verden. Han arbejdede i samme periode også som rådgiver for det store udviklingsprogram under den amerikanske regering, der hedder USAID, og som Trump har lukket meget store dele af. 

Hardy Merriman er desuden elev af en anden stor helt her på Langsomme samtaler-redaktionen, nemlig Gene Sharp, som har skrevet den måske vigtigste aktivistbog overhovedet i anden halvdel af det 20. århundrede: From Dictatorship to Democracy (1993). 

Det er Gene Sharps dybe indsigt, som udgør princippet for hele Hardy Merrimans arbejde. Budskabet er her, at enhver diktator regerer på sine undertrykte borgeres nåde. Og hvis vi kan organisere os, så kan vi altid tage magten tilbage. Men hvis vi bruger voldelige midler til at slås, så taber vi til gengæld til autokraten. 

I løbet af sin samtale med Rune Lykkeberg gør Hardy Merriman status på demokratiet og retssamfundets tilstand i USA med Trump 2.0 i Det Hvide Hus. Vi får hans analyse af, hvad der foregår, hvor modstanden er, og hvad vi kan gøre for at være med. 

James Anaya: Grønlands vej til selvbestemmelse er en del af de oprindelige folks 80-årige frihedskamp

Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den amerikanske juraprofessor, advokat og forsker i oprindelige folks vilkår, James Anaya, om hans refleksioner over bl.a. grønlandskrisen.

---

Ugens gæst i Langsomme samtaler er den amerikanske forfatter, forsker, advokat og juraprofessor James Anaya, som er en enestående kapacitet i oprindelige folks rettigheder og frihed. Han har undervist, fungeret som konsulent for adskillige regeringer og været advokat for oprindelige folk. Han har også udgivet adskillige bøger om emnet, blandt andre Indigenous People in International Law fra 1996 og International Human Rights and Indigenous People fra 2009.

Grønlandskrisen har vist os, hvor lidt vi forstår om oprindelige folk og deres vej til selvbestemmelse. Vi har taget fat i James Anaya for blive klogere både på forskellen mellem USA og Danmark, hvad oprindelige folks vilkår angår – men også for at høre om de oprindelige folks rettigheder generelt i verden og det skifte, der skete i forståelsen af frihed fra tiden efter 2. Verdenskrig og frem til i dag. 

Efter 2. Verdenskrig forstod man frihed for oprindelige folk som afkolonisering og uafhængighed. Men i dag er der kommet en konkurrerende forståelse af frihed, som handler om, hvordan man kan vinde selvbestemmelse og frihed ved at underordne sig andre fællesskaber og indgå alliancer og kontrakter.

Det er en hel verden, der åbner sig, når man tænker med James Anaya, og den verden inviterer vi hermed jer, lyttere af Langsomme samtaler, med ind i.

Lea Ypi: Jeg ville finde sandheden om min bedstemor, så jeg skrev en bog om Kant, Nietzsche og værdighed

Rune Lykkeberg har i denne uge talt med den albanske filosof og forfatter Lea Ypi om hendes nye bog ’Uværdig’, der netop er udkommet på Informations Forlag.

---

Ugens gæst i Langsomme samtaler er en af Dagbladet Informations absolutte yndlingsintellektuelle, nemlig den albanske filosof og forfatter Lea Ypi. 

Efter den overvældende modtagelse af hendes erindringsbog Fri, troede vi måske, at vi havde forstået hendes historie om kommunismens og nyliberalismens sammenbrud i Albanien. Men så skete der noget uforudset. Et gammelt privat fotografi af Lea Ypis bedstemor, Leman Ypi, dukkede op på internettet og blev genstand for en moderne og nådesløs omgang internetmobning. Billedet forestiller hendes bedstemor grinende på bryllupsrejse i Mussolinis Italien i 1939, og det gav anledning til beskyldninger om, at hun skulle have samarbejdet med fascismen og haft totalitære sympatier.

Pludselig stod Lea Ypi altså i en situation, hvor hendes største moralske forbillede blev nedværdiget af folk, der intet anede om det liv, de dømte. Dét blev startskuddet til en omfattende arkivjagt og en ny, fænomenal bog, Uværdig, som ved den engelske udgivelse i 2025 blev hyldet som et mesterværk i både The New York Times og The Guardian.

Uværdig er en fortælling i tre lag: Den personlige historie om barnebarnets kærlige forsvar for sin bedstemor. Den politiske historie om mellemkrigstidens Europa og glemte udlændingepolitiske eksperimenter. Og den filosofiske duel mellem Kants fokus på moralsk selvbestemmelse og en benhård nietzscheansk nihilisme.

Alt det taler Rune Lykkeberg med Lea Ypi om i denne samtale i anledning af bogens danske udgivelse på Informations Forlag. 

Lea Ypi er født i 1979 i Tirana og er i dag professor ved London School of Economics. 

Du kan købe bogen her.