Langsomme samtaler

Marianne Williamson: Uden åndelighed mister det progressive projekt sin kraft

Ugens gæst hos Rune Lykkeberg er en af de mest markante – og mest misforståede – skikkelser i amerikansk offentlighed. Marianne Williamson (f. 1952) er forfatter, foredragsholder, åndelig vejleder og politisk aktivist. Hun voksede op i 1960’ernes modkultur og 1970’ernes progressive miljø og har siden båret en tradition videre, som i dag er næsten forsvundet: det sted, hvor radikal progressiv politik og åndelighed mødes.

Marianne Williamson står på den ene side solidt placeret på den amerikanske venstrefløj. Hun er skarp kritiker af nyliberalismen og det militærindustrielle kompleks, har støttet Bernie Sanders og de demokratiske socialister og har to gange – i 2020 og 2024 – stillet op til det amerikanske præsidentvalg. På den anden side er hun en af USA’s mest indflydelsesrige åndelige vejledere, blandt andet kendt som mentor for Oprah Winfrey.

Hendes store gennembrud kom i 1992 med bogen Return to Love, som Oprah Winfrey kaldte den mest bevægende bog, hun nogensinde havde læst. Bogen er siden blevet oversat til mere end 40 sprog og bygger på A Course in Miracles – et værk, som også bliver et centralt omdrejningspunkt i samtalen. Siden har Marianne Williamson skrevet en lang række bøger om kærlighed, Jesus, åndelighed og om at hele Amerikas sjæl – bøger, der alle kredser om, hvordan vi kan finde et fælles åndeligt sprog i en splittet verden.

I samtalen med Rune Lykkeberg fortæller Marianne Williamson også sin egen historie: om et vildt og opslidende liv i 1970’erne, om mødet med A Course in Miracles og om, hvordan hun gradvist fandt frem til en livsholdning, hvor personlig forandring og politisk kamp ikke kan adskilles.

Et centralt tema i samtalen er hendes kritik af den moderne venstrefløj: at den ofte har ret i teorien, på papiret og i de store ord – men mangler appel til hjertet, ånden og det, der virkelig bevæger mennesker. Marianne Williamsons projekt er netop at samle det progressive og det spirituelle og derigennem pege på et tredje spor i politikken.

Samtalen bevæger sig fra amerikansk protestkultur og præsidentvalg til kærlighed, fællesskab og spørgsmålet om, hvor vi i det 21. århundrede kan finde inspiration til at skabe stærke, meningsfulde fællesskaber.

Åbn jeres hjerter – og lyt til ugens Langsomme samtaler med Marianne Williamson.

Gerald Knaus: Europa skal gøre op med den nye biedermeier-mentalitet og lære at forsvare sig selv

Ugens gæst hos Rune Lykkeberg er den enestående europæiske forsker, forfatter og intellektuel, Gerald Knaus (f. 1970), som i årevis har beskæftiget sig med migration og integration på et både konkret politisk og et teoretisk analytisk plan.

Gerald Knaus er medstifter af European Stability Initiative og var i 2016 dybt involveret i udviklingen af den såkaldte flygtningepagt mellem Tyrkiet og EU. Han har desuden været udpeget af flere regeringer til at komme med sit bud på deres migrationspolitik. I 2020 skrev han bogen Welche Grenzen brauchen wir? (Hvilke grænser har vi brug for?), som handler om, hvordan vi i vores europæiske immigrationspolitik kan holde fast i, at hvert enkelt menneske er værdigt og skal beskyttes af rettigheder og samtidig opnå demokratisk opbakning til politikken.

Netop dét spørgsmål – hvordan man får respekten for menneskerettigheder og demokratiet til at spille sammen – er et centralt omdrejningspunkt i Gerald Knaus’ arbejde. Og altså ikke mindst, når det kommer til spørgsmålet om migration og flygtninge, som er et af de området, det er allersværest for liberale humanister og socialister at nå til enighed om. 

I løbet af denne uges samtale med Rune Lykkeberg kommer Gerald Knaus også ind på sin nye bog fra 2025, Welches Europa brauchen wir? (Hvilket Europa har vi brug for?). Han har skrevet bogen sammen med sin datter Francesca Knaus, og den rummer deres fælles bud på, hvordan den liberale midte i Europa kan svare igen på Trump, AfD, Farage, Le Pen og den øvrige revolutionære højrepopulismes immigrationspolitik på en måde, som ikke er teknokratisk, tør og kedelig, men både moralsk, overbevisende og lidenskabelig. 

Khalil Gibran Muhammad: Amerika kan ikke adskilles fra de prøvelser, den sorte befolkning har lidt, og de forandringer, den selv har skabt

Rune Lykkeberg taler i denne uge med den sorte amerikanske professor og forfatter Khalil Gibran Muhammad om forholdet mellem sorte og hvide i USA – og om vilkårene for akademisk ytringsfrihed under Trump.

---

Ugens gæst hos Rune Lykkeberg er den sorte amerikanske historiker, forfatter og intellektuelle Khalil Gibran Muhammad.

Khalil Gibran Muhammad er professor ved Princeton University og har bl.a. skrevet en bog om fængslingen af de sorte, The Condemnation of Blackness: Race, Crime, and the Making of Modern Urban America, fra 2011. Den handler om, hvordan udskilningen og stigmatiseringen og udskamningen fortsatte efter ophævelsen af slaveriet i form af en kriminalisering af den sorte amerikanske befolkning – og bogen består både af kulturkritiske optegnelser og et omfattende datamateriale. Netop nu er Khalil Gibran Muhammad i gang med at skrive endnu en bog om, hvad der skete med de sorte efter borgerrettighedsprotesterne i 1960’erne, hvilket han også løfter lidt af sløret for i løbet af samtalen.

Khalil Gibran Muhammad er vokset op i Chicago og er oldebarn til Elijah Muhammad (1897-1975), en stor sort leder i USA, som grundlagde Nation of Islam og i mange år fungerede som dens leder. Det var i hans bevægelse, at Malcolm X voksede sig stor, og det var under hans vinger, at Cassius Clay (som verdens bedste bokser tidligere hed) skiftede navn og blev til Muhammad Ali.

I løbet af samtalen kommer Khalil Gibran Muhammad ind på det hele – og så får han lejlighed til at uddybe et citat, han tidligere har givet til Information, og som Rune Lykkeberg er så begejstret for, at han siden har brugt det i adskillige af sine egne artikler i avisen. Hør, hvad det alt sammen handler om – og hvad Khalil Gibran Muhammad i øvrigt mener om både Donald Trump, USA’s plads i verden og den mangelfulde støtte fra sine egne universitetskolleger – i løbet af denne uges Langsomme samtale.

Vali Nasr: Det iranske præstestyre er hverken drevet af islam eller vold og terror. De har en stor strategi

Rune Lykkeberg taler i denne uge den iransk-amerikanske forfatter og forsker Vali Nasr om, hvor Iran og det skandaleombruste præstestyre står her 46 år efter revolutionen

---

Ugens gæst hos Rune Lykkeberg er en af de bedste analytikere af et af de mest interessante og gådefulde regimer i vores tid, nemlig det iranske præstestyre. 

Vali Nasr er født i Iran i 1960, han voksede op i en intellektuel familie, og hans far er den berømte religionsfilosof Seyyed Hossein Nasr, som også var relativt tæt på overklassen i det gamle Shah-dynasti.

Som ung mand blev Vali Nasr sendt til England for at studere, og da den islamiske revolution kom i 1979, besluttede familien sig for at forlade Iran. Siden har Vali Nasr levet i eksil. Han er i dag professor ved Johns Hopkins University i Baltimore og en af de mest anerkendte forskere og stemmer, når det kommer til at forstå, hvad det er, der foregår i Iran.

Vali Nasr udgav i foråret bogen Iran’s Grand Strategy, hvis grundtanke er, at der faktisk er en strategisk tanke bag præstestyret i Iran. Og at den strategiske tanke ikke bare er religiøs ideologi. 

I løbet af samtalen med Rune Lykkeberg kommer Vali Nasr blandt andet ind på spørgsmål som: Hvor står Den islamiske Republik Iran og det skandaleombruste præstestyre her 46 år efter revolutionen? Hvilket aftryk har ’Kvinde, liv, frihed’-bevægelsen sat på det iranske samfund fire år efter kvindeoprøret? Og hvad har snart et halvt århundredes i krig med USA og Israel betydet for landet som helhed?

Alt dét og meget mere kan du blive klogere på i denne langsomme samtale med den iransk-amerikanske forfatter og forsker, Vali Nasr.

Jung Chang: Xi Jinpings behov for penge, magt og indflydelse holder Kinas dør til verden åben

Rune Lykkeberg taler i denne uge med den kinesiske bestsellerforfatter Jung Chang om hendes nye bog ’Flyv, vilde svaner’. Men der bliver også tid til at runde både Mao, Xi Jinping, det moderne Kina – og Nora fra ’Et dukkehjem’

---

Ugens gæst hos Rune Lykkeberg er den kinesiske forfatter Jung Chang, der i 1991 udgav en bestsellerbog, som blev læst over hele verden og af tusinder af danskere. Vilde svaner er en gribende familiehistorie om tre generationer af kvinder, som kan læses både som en feministisk generationsfortælling om frigørelse og modstand og som en politisk fortælling om transformationen af Kina fra et landbrugsland til et industriland under formand Maos brutale kulturrevolution. En historisk begivenhed, som Jung Chang selv oplevede, da hun voksede op under den.

Jung Chang er født i Sichuan-provinsen i Kina i 1952. Hun blev en verdensberømt forfatter efter udgivelsen af Vilde svaner, der gav hende adgang til topledere fra hele verden. Hun blev sådan en, man så op til og beundrede. Senere skrev hun også en fantastisk god biografi om Mao sammen med sin mand, Jon Halliday, med titlen: Mao – den ukendte historie. Nu har Jung Chang så skrevet en opfølger til Vilde svaner, som hedder Flyv, vilde svaner. Det er en fortælling om det moderne Kina, som stormer frem i verden med imponerende vækstrater – men det er samtidig en fortælling om Jung Changs egen mor og Kina under Xi Jinping.

Bogen er for nylig udkommet på dansk, og i den anledning talte Rune Lykkeberg Jung Chang sammen over Zoom – om både Mao, Xi Jinping, det moderne Kina, feminisme, Vilde svaner og Flyv vilde svaner. Og så røber hun også, hvad Henrik Ibsen og skuespillet Et dukkehjem har betydet for hende personligt. 

Særudgave: Bo Lidegaard og Rune Lykkeberg om det første år med Trump

Rune Lykkeberg og Bo Lidegaard giver i denne særudgave af Langsomme samtaler en status på et dramatisk år med Trump ved magten. De taler både om konsekvenserne for klimaet, situationen i Mellemøsten, forholdet mellem USA og Kina og troen på den frie verden

---

Det er et år siden, Trump blev valgt til sin anden embedsperiode, og i denne særudgave af Langsomme samtaler gør Rune Lykkeberg status over verdenssituationen med Trump i Det Hvide Hus sammen med sin gamle ven og mentor Bo Lidegaard.

Bo Lidegaard er historiker, forfatter og journalist. Han har haft en betydelig indflydelse på dansk politik og spillet en vigtig rolle i den offentlige debat som tidligere ansvarshavende chefredaktør på Politiken. Det meste af sin karriere har han brugt til at forstå og formidle de centrale linjer i global politik og Danmarks plads i verdenshistorien.

I denne særlige udgave af programmet taler han og Rune Lykkeberg om det første år med Trump ved magten. De gør status på klimaet, på Grønland, på Kina, på Mellemøsten, på Danmarks forhold til USA og meget andet. Hvad stiller en småstat som Danmark overhovedet op i den nye verdenssituation?

Samtalen er optaget foran et live-publikum i Nørrebro Teater, hvor 600 mennesker en kold novemberaften søgte halvanden times åndelig tilflugt fra den tilstand af diskret, men desperat panik, som hersker derude.

Bogen, som der bliver talt om undervejs, Rune Lykkebergs Farvel til den frie verden, kan købes på butik.information.dk med rabat, hvis du er abonnent. Er du ikke, kan du måske overveje at blive det.

John Paul Lederach: Det, der sikrer freden, er ikke størrelsen på vores våben, men kvaliteten af vores relationer

Rune Lykkeberg taler i denne uge med den amerikanske forfatter og fredsforskningslegende John Paul Lederach om mulighederne for fred i en verden med krig. Og om hvorfor man i fredsforskningen altid skal være åben for det usandsynlige

---

Der var engang en stor tradition for fredsforskning i Danmark, men den er forsvundet, fordi vi troede, at vi havde ’civiliseret’ os væk fra krigen. Nu står vi med en krig midt i Europa og mangler viden om, hvordan vi skaber fred.

I vores miniserie ’Langsomme fredssamtaler’ taler Rune Lykkeberg i denne uge med amerikaneren John Paul Lederach. Han er en sand legende inden for sit felt og ofte bliver kaldt ’fredsforskningens pave’, ikke alene på grund af sit pavelige fornavn, John Paul, men også på grund af sin enorme indflydelse på forståelsen af, hvordan man går fra konflikt til fred og skaber nye koalitionspartnere ud af gamle fjender.

John Paul Lederach er født i 1955 og har en baggrund i et religiøst kristent lokalsamfund i USA. Han har arbejdet med fredsforskning i årtier og har udviklet nogle grundlæggende principper for, hvordan man kan skabe fred.

1. Det første, han siger, er, at kompleksiteten er en gave. Det betyder nemlig, at der er mange veje til fred. Hvis man tror, at man for at løse en konflikt, skal reducere den til nogle helt grundlæggende krav og interesser, så kommer man altså til at save den gren over, som fredens fugl skal lande på.
2. Det andet, John Paul Lederach siger, er, at fred tager lang tid. Han vil ikke engagere sig i fredsprocesser, hvor folk ikke er villige til at investere mindst et årti.
3. Det tredje, han siger, er, at konflikter ikke er noget negativt. Det at lave fred handler ikke om at ophæve eller fjerne konflikterne. Det handler om at transformere konflikterne.
4. Og så forsikrer han os for det fjerde om, at det usandsynlige altid kan finde sted. Sagt med andre ord: Bare fordi det er usandsynligt, betyder det ikke, at det er umuligt.

I denne samtale med Rune Lykkeberg kommer John Paul Lederach rundt om det hele – og hvis du hænger på helt til slut, kan du også få at vide, hvorfor det ikke er størrelsen på vores våben, men kvaliteten af vores relationer, der i sidste ende sætter rammerne for vores sikkerhed.

Didier Eribon: Venstrefløjen må gøre som Zohran Mamdani og forene arbejderklassen med transaktivister, muslimer, feminister og antiracister

Ugens gæst hos Rune Lykkeberg er den franske intellektuelle forfatter, filosof og historiker Didier Eribon, som er født i 1953 i byen Reims og i dag bor i Paris. Eribon har levet et intellektuelt interessant liv. Han lærte i 1970’erne Michel Foucault at kende og blev gode venner med en anden af de helt store franske sociologer, Pierre Bourdieu. I dag er han tillige en god ven og en slags mentor for succesforfatteren Édouard Louis.

Eribon voksede op i en arbejderklassefamilie i Reims, hvor hans forældre var kommunister. Selv var han homoseksuel og levede et hemmeligt liv omkring byens teater. Der var med andre ord to skabe for ham at komme ud af, og det var arbejderklasseskabet, der voldte flest problemer. Eribon forlod Reims og realiserede sig selv gennem en brutal dannelsesproces i Paris, hvor han ikke bare ændrede sin måde at tale på, men også sin personlige stil og smag. Det skriver han om i erindringsbogen Tilbage til Reims, der netop er udkommet på dansk.

Bogen er en personlig beretning om hans opvækst og forvandling fra arbejderklasse i Reims til intellektuel i Paris. Men den er også en politisk historie, der beskriver arbejderklassevælgernes transformation fra kommunister til tilhængere af det yderste højre. Og så er den en sociologisk historie, der handler om, hvordan man kan have en teori om arbejderklassen og rejse til Paris og dyrke proletariatet som den store helt i den sociale virkelighed og alligevel foragte sin egen arbejderklasseoprindelse.

Alt det taler Rune Lykkeberg med Didier Eribon om i denne udgave af Langsomme samtaler, der er optaget foran et stort og entusiastisk publikum på Bogform i Bella Centeret i København. 

Bill McKibben: Vi har allerede løsningen på hele klimaproblemet – nu skal vi bare handle hurtigt

Ugens gæst hos Rune Lykkeberg er den amerikanske forfatter, journalist og aktivist Bill McKibben – en legende inden for både klimabevægelsen og Dagbladet Information. McKibben udgav allerede som sidst i 20’erne bogen The End of Nature (1989), der regnes for den første store bog om klimaforandringer. Med en blanding af indignation, klarsyn og håb viste han dengang, hvordan klimakrisen ikke er noget, der sker langt væk, men noget, der udspringer af vores egen måde at leve på.

 

Siden har han været en uophørlig kraft i klimakampen. Han stiftede organisationen 350.org, som mobiliserede millioner verden over, og senere Third Act, et netværk af ældre amerikanere, der bruger deres økonomiske magt og erfaring til at presse den finansielle sektor væk fra fossile investeringer og mod vedvarende energi.

 

Bill McKibben har altid været kendt for sin mørke realisme – for at skrive om, hvor alvorlig krisen er. Men i sin nye bog Here Comes the Sun vender han blikket mod håbet. Han viser, at solenergi nu er blevet så billig, at vi faktisk står med løsningen på energiproblemet – hvis vi tør handle hurtigt og acceptere kompromiser undervejs. Klimapolitik, siger han, er også socialpolitik, og det er for sent at vente på det perfekte.

 

I en tid, hvor verdens ledere vakler, og hvor pessimismen truer, insisterer Bill McKibben på, at der stadig er en vej frem – gennem fællesskab, tempo og tro på forandring. Han er en af de stemmer, der har været længst i kampen for klimaet, og som stadig kan lære os, hvordan man bevarer håbet, mens man kæmper.

...

Bill McKibbens Substack: https://billmckibben.substack.com/

Varsha Gandikota-Nellutla: Højrefløjen har skabt en reaktionær internationalisme i det 21. århundrede, som venstrefløjen kan lære meget af

Rune Lykkeberg taler i denne uge med den unge indiske aktivist Varsha Gandikota-Nellutla, der blandt andet har stiftet Haag-gruppen, som vil holde Israel ansvarlig for krigsforbrydelser begået i Gaza

---

Ugens gæst hos Rune Lykkeberg er den fremadstormende, verdenserobrende, unge indiske aktivist, Varsha Gandikota-Nellutla. Hun har været med til at organisere Progressive International, et globalt samarbejde, der søger at matche højreorienteringens globale samarbejde. Hun står også bag Haag-gruppen, en udløber af Progressive International, som er en sammenslutning af lande fra det globale syd, der vil føre Israels krigsforbrydelser til den internationale domstol i Haag.

Varsha Gandikota-Nellutla er født i 1994 i Indien og er vokset op i en periode, hvor venstrefløjen brød fuldstændig sammen. Hun har set, hvordan venstrefløjens forslag til løsninger blev forkastet, selv om dens problemformuleringer blev bekræftet.

Hun er samtidig en aktivist, som tror på at mobilisere og sprede idéer, analyser og argumenter for at skabe forandring. Hun har tillid til, at de gamle institutioner kan bruges til at skabe positiv forandring, men hun har ikke tillid til, at de altid fungerer optimalt. I en tid, hvor den gamle verdensorden smuldrer, begræder mange naturligt alt det, der forsvinder og går i stykker, men man kan også vælge at se på de institutioner, tiltag og grupper, som bliver faktisk skabt. Her er Varsha Gandikota-Nellutla en enestående stemme, som det er værd at lytte til.