
965K
Downloads
186
Episodes
Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner om alt fra poesi, punk og popmusik til klima, økonomi og politik.
Episodes

Wednesday Sep 18, 2024
Anne Applebaum: Putin er et produkt af KGB – og det vestlige finanssystem
Wednesday Sep 18, 2024
Wednesday Sep 18, 2024
I ugens udgave af Langsomme samtaler taler Rune Lykkeberg med den amerikanske journalist, forfatter, historiker og intellektuelle Anne Applebaum om kampen mellem demokrati og autokrati
Vi står ikke midt i en ny kold krig, hvor to forskellige ideologier kontant møder hinanden i verserende konflikter. Vi står i stedet midt en vidt forgrenet alliance af autokratier – fra Rusland over Kina til Iran – som alle er forenet i en fælles modstand mod Vesten og vores grundlæggende principper.
Sådan lyder én af pointerne i Anne Applebaums nye bog, Autokrati A/S, der samtidig er udgangspunktet for denne uges udgave af Langsomme samtaler.
Som internationalt anerkendt forfatter, journalist, historiker og intellektuel har Anne Applebaum i dén grad præget de sidste 20-30 års offentlige samtale om kampen mellem demokrati og autokrati. Anne Applebaum har et særdeles godt kendskab til netop den form for autokrati, der udgår fra Kreml. Hun har skrevet flere bøger om Ruslands og Sovjetunionens historie, herunder Rød sult – Stalins hungersnød i Ukraine og Gulag – historien om de sovjetiske straffelejre, som i 2004 indbragte hende Pulitzerprisen. Og som klumme- og lederskribent på Washington Post har hun været voldsomt engageret i krigen i Ukraine efter Ruslands invasion.
I sin nye bog, Autokrati A/S, fortsætter hun sine undersøgelser af autokratiernes kamp mod den frie verden – og hun gør det med en pointe, som hæver den over mange andre bøger om samme emne. For ifølge Applebaum er det en pointe, at autokratiske ledere i høj grad betjener sig af vestlige finansielle systemer til at konsolidere deres velstand. I Vesten har der gennem de seneste mange år udviklet sig en udbredt accept af skattely, lempelige skatteforhold og muligheder at gemme sine formuer i udlandet. Det er en politisk kulturkamp, som de rige i Vesten har vundet. Men det har haft den bivirkning, at de rige uden for Vesten bruger samme systemer til at berige sig selv og konsolidere deres magt.
Alt det uddyber Anne Applebaum i løbet af denne samtale, der også når omkring krigen i Ukraine og konflikten mellem Israel og Hamas i Gaza.

Wednesday Sep 11, 2024
Wednesday Sep 11, 2024
Denne uges Langsomme samtaler er ekstraordinær i mere end en forstand. Dels er ugens gæst – den indiske filosof og forfatter, 82-årige Gayatri Chakravorty Spivak – en på alle måder ekstraordinær person. Dels er selve forløbet af samtalen noget særligt. For da Rune Lykkeberg vanligvis sendte en række spørgsmål til Spivak forud for interviewet, vendte hun tilbage med den besked, at hun kun havde tænkt sig at besvare to af dem. Til gengæld ville hun gå i dybden med dem begge. Dét løfte har hun holdt.
I løbet af denne tre kvarter lange samtale giver Gayatri Chakravorty Spivak en enestående personlig indføring i sin egen livshistorie. Hun fortæller om sin og forældrenes opvækst i Kolkata i Indien, og om hvordan hun som ungt menneske kom til Amerika og med et enkelt telefonopkald fik adgang til et af USA’s bedste universiteter. Hun fortæller også om sit møde med den verdensberømte franske filosof Jacques Derrida, hvis epokegørende bog Om grammatologi, hun tidligt i sin karriere ikke alene oversatte til engelsk, men også forfattede et kanoniseret forord til, som Rune Lykkeberg selv som ung litteraturvidenskabsstuderende i 1990’erne har læst med stor interesse.
Senere, i 1988, udgav Spivak sit egentlige gennembrudsværk Can the Subaltern Speak? – et essay, som gjorde hende til en verdensberømt kolonialismekritiker og feminist og som i dag er en akademisk klassiker. Hun fortæller her i interviewet om sit essay, og om hvorfor hun på en gang både er postkolonialist og stærkt kritisk over for netop postkolonialismen.
Med andre ord: Ugens Langsomme samtaler er ikke så meget en samtale, som det er en eksistentiel radiofortælling med en enestående progressiv legende og original filosof og tænker: Gayatri Chakravorty Spivak.
God fornøjelse!

Wednesday Sep 04, 2024
Wednesday Sep 04, 2024
Kort efter Hamas’ attentat i Israel 7. oktober 2023 skrev Yuval Noah Harari –der udover at være forfatter og historiker, også er en vigtig israelsk intellektuel – et stort essay, som blev trykt i flere internationale magasiner og aviser, og også blev refereret her i Information. Harari skrev, at israelerne lige nu var ramt af så stor sorg, at de ikke kunne rumme tanken om, at man kunne være både ofre og bødler på samme tid. Israelerne var på dét tidspunkt ramt af så dybt et chok, at bare det at sætte sig ind i den anden parts følelser, lidelser og skæbne, føltes som et forræderi. Og derfor, skrev Harari, var det op til Israels allierede og venner at drage Israel til ansvar og komme med kritiske indsigelser og korrektioner – nu hvor israelerne ikke selv var i stand til at tænke klart.
Dén opgave – altså opgaven med at stille Israel til ansvar for sine handlinger i Gaza – har Israels allierede i vid udstrækning svigtet gennem de seneste ti måneder. Hør mere om hvorfor og hvordan i denne udgave af Langsomme samtaler med Yuval Noah Harari – hvor det dog også skal handle om andet end krig.
For der er meget få mennesker, der som Yuval Noah Harari mestrer kunsten at overskue et ekstremt kompliceret emne og samle det til en stor fortælling, som hverken er reducerende eller forenklende, men står så skarpt, at de fleste kan være med.
Tidligere har Harari demonstreret dén kunst i bøger som Homo Deus, 21 ting du bør vide om det 21. århundrede og ikke mindst i bestsellersuccesen Sapiens, der har solgt i 45 millioner eksemplarer globalt, er oversat til 65 sprog og er blevet et referencepunkt for mondæne samtaler om menneskehedens historie over hele den vestlige verden.
Nu er Harari, der er født i Israel i 1976 og i dag er professor ved The Hebrew University i Jerusalem, aktuel med endnu en bog, Nexus. Det er en fortælling om menneskelige informationsnetværk fra stenalderen og frem til i dag. Grundlæggende spørger Harari, hvordan det mon kan være, at mennesket, der er så klogt og har udrettet så fantastiske ting i fællesskab med andre, samtidig kan gøre så mange dumme ting.
Et spørgsmål, han i løbet af sin samtale med Rune Lykkeberg også forsøger at give et svar på.

Wednesday Aug 28, 2024
Judith Butler: Kønskampen er en frihedskamp om retten til selvbestemmelse
Wednesday Aug 28, 2024
Wednesday Aug 28, 2024
For folk, der er vokset op med, at der kun findes to køn, har de senere års kønsdebat været en voldsom omgang. For mange er det forstyrrende, at de kønskategorier, som engang var så nagelfaste, nu pludselig bliver udvidede og gentænkt. Nogle oplever det lige frem som en trussel mod deres egen kønsidentitet.
Men, men, men, siger den amerikanske filosof, sociolog og queer-teoretiker Judith Butler i bogen Hvem er bange for køn, der netop er udkommet på dansk på forlaget Klim: Grundlæggende handler kønskampen egentlig bare om retten til at skabe overensstemmelse mellem det, man føler sig som indvendigt og sådan, som man bliver opfattet udvendigt. Det handler om at skabe overensstemmelse mellem det, man føler, man er – og måden man præsenterer sig på i det offentlige rum.
De mange mennesker – hvortil Rune Lykkeberg i øvrigt henregner sig selv – som er helt afklaret med deres kønsidentitet og synes, at det køn, de blev tildelt fra fødslen, stadig passer dem perfekt, skal overhovedet ikke være bange, siger Judith Butler. Hverken Butler eller nogle andre kunne drømme om at frarøve dem deres kønsidentitet.
Men der er mennesker, som ikke oplever samme grad af harmoni mellem det køn, de blev tildelt, og det køn, de føler sig som. Den overensstemmelse, som er flertallets privilegium, må flertallet også tilstå dem. Og derfor må vi lære at blive mere fleksible i vores forståelse af, hvad kønsidentitet overhovedet er og betyder.
For Judith Butler – der med udgivelser som Gender trouble (1990) og Bodies that matter (1993) i mange år har været en superstjerne inden for kønsteori og kønsforståelse – handler kønskamp overhovedet ikke om at bryde ned. Det handler om at realisere den mest banale præmis for politisk liberalisme, nemlig at enhver har ret til selvbestemmelse.
Judith Butler er efterhånden blevet 68 år gammel. Og en af de ting, Butler har været meget engageret i de sidste 15 år, er jødisk identitet i USA og kritikken af staten Israel.
Butler er selv vokset op i en jødisk familie i Cleveland, Ohio, og blevet intellektuelt dannet blandt andet af at komme i synagogen og beskæftige sig med jødiske tænkere og grundskrifter.
Derfor er spørgsmålet om, hvad det vil sige at være jøde – og dermed hele spørgsmålet om Israel og Gaza – et eksistentielt anliggende for Judith Butler. Og det er et spørgsmål, Butler både bliver stillet og besvarer i dette sæsonåbnende afsnit af Langsomme samtaler.
God fornøjelse!

Wednesday Jun 26, 2024
Wednesday Jun 26, 2024
Da Rune Lykkeberg for et par somre siden så på de bøger, han havde valgt at tage med på sommerferie, tænkte han: ’Gud, du er blevet sådan en, der sidder og gennemspiller gamle slag og konflikter i din fritid, ligesom de mænd, du altid har foragtet, der stod nede i kælderen med deres togbaner og militæropstillinger’.
Men måske er det alligevel ikke helt så slemt, at være sådan en. For næsten alt, hvad der er politisk betændt og dramatisk i vores samtid – og til tider kan forekomme næsten uløseligt – har nogen gennemlevet før os. Det gælder ikke mindst for Romerriget.
Mary Beard er professor ved Cambridge University og gæsteprofessor ved University of California Berkley, hun er adlet som ’dame’, og så er hun en af de helt store forskere og formidlere af netop Romerriget. Hendes bog Kejser af Rom er udgivet på dansk på Gads forlag, som også har udgivet SPQR, hendes anden store oversatte bog om emnet.
Samtidig er Mary Beard en stolt feminist og står også bag en lille bog med titlen Kvinder og magt, der handler om, hvordan kvinders magt er blevet fremstillet siden antikken.
Vil man gerne have en legende let og alligevel overbevisende vidensmættet indføring i de store temaer i Romerriget, så er Mary Beard et af de bedste steder at gå hen.
I denne Langsomme samtale kommer Rune Lykkeberg og Mary Beard blandt andet ind på, hvad vi kan lære om vores egen samtids konflikter om religion, køn og etnicitet ved at studere Romerrigets storhed og fald.
Med dette afsnit går Langsomme samtaler på en velfortjent sommerferie, men vi vender tilbage med en ny sæson Langsomme samtaler på den anden side af sommeren

Wednesday Jun 19, 2024
Anton Jäger: Vi lever i en hyperpolitisk tidsalder
Wednesday Jun 19, 2024
Wednesday Jun 19, 2024
Det sker af og til, at politiske tænkere formår at opsummere hele deres samtid med et enkelt rammende begreb. Det er sådan en tænker, der i denne uge er gæst i Langsomme Samtaler hos Rune Lykkeberg. Anton Jäger er belgisk politolog bag begrebet hyperpolitik, som betegner en samfundstilstand med enormt politisk engagement og stor politisering - men uden at der er nogen, som involverer sig i magtinstitutionerne. I hyperpolitikken er man god til at mobilisere, men man er dårlig til at institutionalisere.
Hyperpolitikken er omdrejningspunktet i Rune Lykkebergs samtale med den unge supertænker Anton Jäger. God fornøjelse.

Wednesday Jun 12, 2024
Paris Marx: Tech-giganterne og den amerikanske regering har altid været venner
Wednesday Jun 12, 2024
Wednesday Jun 12, 2024
Paris Marx er canadisk forfatter og tech-journalist. Han er mest kendt for sin fremragende podcast “Tech Won’t Save Us”, som er verdens førende tech-kritiske podcast. Uge efter uge taler Marx med de klogeste i verden på tech-området, og han forholder sig kritisk og realistisk til de enorme kræfter, som industrien udgør.
Denne uges afsnit af Langsomme Samtaler er optaget live fra Dagbladet Information. Rune Lykkeberg og Paris Marx diskuterer, hvordan vi bør forholde os til tech-giganternes enorme magt. Marx maler et billede af, hvordan fremtiden med tech-giganterne kunne komme til at se ud, og de diskuterer nogle af de initiativer, som i øjeblikket er på tale for at holde hånd i hanke med industrien.
God fornøjelse.

Wednesday Jun 05, 2024
Wednesday Jun 05, 2024
Ya-Wen Lei er professor på Harvard University. Hun er først uddannet jurist og sociolog i USA, og senere rejste hun til Kina for at studere den måde, det kinesiske tech-samfund udvikler sig på.
Udgangspunktet for samtalen med Rune Lykkeberg er Leis nyeste bog The Gilded Cage: Technology, Development, and State Capitalism in China, som handler om den kæmpemæssige investering i tech, som Kina har lavet i det 21. århundrede, og hvordan det i 2020 førte til det, som nu er kendt som “the Chinese crackdown”. Ya-Wen Lei siger selv, at hendes bog er et svar på spørgsmålet om, hvordan et kommunistisk land som Kina kan opføre sig så kapitalistisk.

Wednesday May 29, 2024
Wednesday May 29, 2024
Olivier Roy er professor ved det europæiske universitet i Firenze og en af de vigtigste bidragydere til Europas forståelse af islam. Blandt andet gennem de tanker, som ligger til grund for bogen Den globaliserede islam, hvor han redegør for, at den islam, som er udviklet i Vesten, er individualistisk og en modkultur – hvilket vil sige, at den skal studeres helt anderledes end den islam, som udspiller sig i islamiske samfund.
Omdrejningspunktet for denne uges langsomme samtale med Rune Lykkeberg er Olivier Roys nyeste bog, som hedder The Crisis of Culture – Identity Politics and the Empire of Norms, som er en stor kritik af meget af det, vi ellers ser som vejen frem her på Dagbladet Information. I sin nye bog erklærer Roy nemlig, at han ikke tror på nutidens sociale bevægelsers transformative kraft.

Wednesday May 22, 2024
James Skea: Klimaudfordringerne er enorme - men vi må væk fra dommedagsscenarierne
Wednesday May 22, 2024
Wednesday May 22, 2024
James “Jim” Skea er anderkendt international klimaforsker og har siden 2023 været formand for FN’s klimapanel IPCC. I IPCC står Skea i spidsen for indsamlingen af alverdens forskning på klimaområdet og for at sætte det sammen i store, afgørende rapporter.
I samtalen med Rune Lykkeberg fortæller Skea om, hvor klimakampen i øjeblikket befinder sig, hvor han mener, det næste store skridt bør tages - og hvor grænsen for, hvad man kan sige i de afgørende klimarapporter går.
Lykkeberg og Skea diskuterer også den i Danmark voksende klimaangst, og Skea argumenterer for, at han - på trods af sin enorme viden på området - ikke ligger søvnløs om natten.
Samtalen er optaget direkte på det kongelige bibliotek, Den Sorte Diamant.