Langsomme samtaler

Nilo Tabrizy: Kvinde, liv, frihed-bevægelsen vil fortsætte, indtil iranerne kan leve frit

Rune Lykkeberg taler i denne uge med den iransk-amerikanske forfatter og journalist Nilo Tabrizy om arven efter det store iranske kvindeoprør: ’Kvinde, Liv, Frihed’.

 

De hængte piger i kraner til skræk og advarsel mod at gå op imod regimet. De skød dem i øjnene med gummikugler. De mishandlede dem. De fængslede dem bare for at gå uden tørklæde.

Det iranske regime slog ekstremt hårdt tilbage mod de uroligheder og protester, som fulgte efter mordet i 2022 på den unge kurdisk-iranske pige Jina Mahsa Amini, som døde i politiets varetægt.

Siden er det iranske regimes udenrigspolitik i Mellemøsten blevet afmonteret. Hamas er blevet reduceret af Israels voldsomme krig i Gaza, Hezbollah i Libanon er blevet smadret af israelerne, og iranerne har mistet deres allierede i Bashar al-Assad, der var præsident for Syrien.

Her på Langsomme samtaler-redaktionen har vi længe gerne villet tale med en, som kunne fortælle hele den dramatiske historie forfra – og der findes ingen bedre til netop dét end Nilo Tabrizy.

Nilo Tabrizy er født i Iran i 1989, men rejste til Canada med sin familie og senere til USA, hvor hun studerede og blev journalist. Hun var ansat på New York Times under kvindeoprøret og havde gode kilder inde i Iran, hvilket gjorde hende i stand til at formidle billeder og videoer fra revolutionen.

Nu har Nilo Tabrizy skrevet en bog om kvindeoprøret i Iran sammen med journalist og medforfatter Fatemeh Jamalpour. Bogen udkommer i slutningen af september under titlen For the Sun After Long Nights og er en fortælling om kvindeoprøret og dets forhistorie, efterspillet samt arven efter oprøret. Det er samtidig en fortælling set fra to forskellige steder af to forskellige iranske kvinder – den ene inde fra Iran, den anden uden for Iran. 

I ugens Langsomme samtaler fortæller Nilo Tabrizy hele historien forfra og forsøger samtidig at besvare spørgsmålet: Hvad er der så kommet ud af oprøret? 

Fiona Hill: Putin har fået den verden, han ville have

Langsomme samtaler er tilbage efter sommerferien, og vi åbner med et veritabelt brag. Efter fire års ihærdige forsøg er det endelig lykkedes at få den britisk-amerikanske forsker, diplomat og forfatter Fiona Hill i tale

---

Ugens gæst hos Rune Lykkeberg er intet mindre end en intellektuel superstjerne. Den britisk-amerikanske forsker, diplomat og forfatter Fiona Hill blev verdensberømt, da hun vidnede imod Donald Trump i den første rigsretssag. På det tidspunkt havde hun arbejdet for ham som udenrigspolitisk rådgiver som en del af hans ruslandskontor og deltaget i møder med både Putin og Zelenskyj. Nu stillede hun sig frygtløst op med sin fantastiske britiske accent og sin store intellektuelle karakter og vidnede imod sin tidligere chef.

Fiona Hill er født i 1965 i County Durham i det nordøstlige England. Hun er datter af en kulminearbejder og er vokset op i hele det industrielle forfald, som er udgangspunktet for Trumps succes. Den politiske bevægelse, Donald Trump er vokset ud af, er Fiona Hill vokset op med.

Samtalen her tager udgangspunkt i to af hendes mest berømte bøger: Hendes erindringsbog There's Nothing For You Here samt hendes Putin-biografi, Mr. Putin. I løbet af samtalen kommer Rune Lykkeberg og Fiona Hill blandt andet ind på hendes erfaringer i Det Hvide Hus, hendes syn på Trump og Putin og hendes bud på, hvordan man skal forstå dem begge – samt hendes perspektiver på krigen i Ukraine og vejen til fred.

I fire år har vi ventet på at kunne præsentere denne samtale med en af verdens absolutte intellektuelle superstjerner. Nu er det endelig lykkes. God fornøjelse.

Pankaj Mishra: Historien har lært os, at dem, der var ofre i går, er undertrykkerne i dag

Den indiske forfatter og intellektuelle Pankaj Mishra står bag en af årets kontroversielle bogudgivelser, ’The World After Gaza’. Pankaj MIshra er gæst hos Rune Lykkeberg i sæsonens sidste udgave af Langsomme samtaler. Programmet er tilbage igen efter sommerferien

---

Krigen i Gaza har været et af de store omdrejningspunkter de seneste år. Men hvilken verden vil forme sig efter Gaza?

Det har Pankaj Mishra, som er en indisk forfatter og intellektuel – født i Uttar Pradesh i 1969 – skrevet en af de mest læste bøger om overhovedet. Bogen hedder The World After Gaza, og det er en vigtig pointe, at bogen er skrevet af en inder og ikke af en amerikaner eller en englænder eller en dansker. Den er skrevet af en, som er opvokset i et land, der oplevede kolonialismen. En, der er vant til at se og høre Vesten udefra og ved af erfaring, at frihed for nogle ofte betyder magt for andre. Men samtidig har Pankaj Mishra studeret i Storbritannien og været en del af den britiske og amerikanske offentlighed i mange år, han kender altså Vesten indefra, og The World After Gaza bærer præg af dét originale dobbeltblik. 

Bogen rummer en kulturkritik, som mange har fejret, og mange har slået sig på – for bogen er også af årets kontroversielle udgivelser.

I The World After Gaza genfortæller Pankaj Mishra historien om dannelsen af staten Israel, han fortæller, hvordan det var at vokse op i det afkoloniserede Indien, og han fortæller, hvordan Indien skiftede position i forhold til Israel. I hans barndom var Indien stærkt pro-palæstinensisk. Anført af Jawaharlal Nehru – det moderne, uafhængige Indiens første premierminister – var Indien en progressiv stat med socialistiske ambitioner og en drøm om at stå på de undertrykte folks side – og derfor holdt Indien også med palæstinenserne mod israelerne. Helt frem til 90'erne var det faktisk forbudt for indere at tage til Israel.

Sådan er det ikke i dag, hvor Narendra Modi har placeret Indien som en nær allieret af Israel og selv er tæt på Benjamin Netanyahu. 

Pankaj Misha og Rune Lykkeberg tager i denne langsomme samtale hele turen fra i dag og ned gennem historien, tilbage til Pankaj Mishras egen optagethed af Israel som ung og fortællingen om, hvorfor han havde den israelske forsvarsminister hængende på sit drengeværelse, da han voksede op.

Samtalen med Pankaj Mishra er den sidste i denne sæson af Langsomme samtaler. Programmet vender tilbage til august.

Rune Lykkeberg fungerer i mellemtiden sommervikar på Radio Information, hvor han i en serie på i alt fire sommersamtaler taler med blandt andre to af redaktørerne bag en ny bog om, hvad det vil sige at være palæstinenser i Danmark i dag – og så bliver der selvfølgelig også tid til den årlige tur op i Bo Lidegaards sommerhus til en snak om alle de store dagsordener lige nu. Følg med i Radio Informations kanal fra 11. juli og frem.

Rashid Khalidi: Jeg har aldrig i min tid set så meget sympati for den palæstinensiske sag som netop nu

Rune Lykkeberg har i denne uge besøg af den palæstinensisk-amerikanske forsker, forfatter og intellektuelle legende Rashid Khalidi, der er aktuel med bogen ’Hundrede års krig mod Palæstina’.

 

Khalidi har i årtier været professor på Columbia University i New York, han har skrevet omfattende historiske udredninger om freden i Mellemøsten, palæstinensernes historie og USA’s rolle i regionen og har på den måde etableret sig som en af de helt store palæstinensiske historikere.

For nogle år siden blev Khalidi spurgt, om ikke han ville omsætte sin store forskningsmæssige indsigt til en bog, der var mere tilgængelig for et bredere publikum. Det resulterede i Hundrede års krig mod Palæstina, der er blevet rost som en af de bedste bøger om Palæstinas historie. Bogen, der bl.a. handler om bosætterkolonialisme og modstand, er netop udkommet på dansk fra Informations Forlag.

Rashid Khalidi og hans familie spiller en særlig rolle i historien. Khalidis tip-tip-tip-oldefars bror var borgmester i Jerusalem, og Khalidi selv har i perioder været rådgiver for palæstinensernes forhandlingshold. Med andre ord har vi at gøre med en intellektuel, der både har levet historien eksistentielt, studeret historien som forsker, skrevet historien som forfatter, og været en del af historien som magtudøver.

Rashid Khalidi har været hele vejen rundt, og det kommer vi også denne uges langsomme samtale, hvor han fortæller hele den store historie om Hundrede års krig mod Palæstina.

Rashid Khalidis bog kan købes her.

Giuliano Da Empoli: Moderne politik er 10 procent idealisme, 20 procent magtspil og 70 procent absurd teater

I dagens episode af Langsomme samtaler har Rune Lykkeberg besøg af den italienske forsker, forfatter og forhenværende politiske toprådgiver, Giuliano Da Empoli.

Da Empoli er forsker ved universitetet i Paris, underviser i politisk strategi og politisk kommunikation, han har sin egen pro-europæiske tænketank, er tidligere rådgiver for den centristiske italienske premierminister Matteo Renzi, og så er han forfatter til den overraskende bestsellerroman Troldmanden fra Kreml (2023), som handler om Vladimir Putin i Rusland.

Med andre ord har Giuliano Da Empoli en unik tilgang til politik: Han har skrevet fiktion om den politiske magt, forsket i den politiske magt og opereret som rådgiver midt i den politiske magt.

Nu har Giuliano Da Empoli så udgivet en ny bog. Den hedder Rovdyrenes tid (2025) og er ét langt essay, skrevet som en række af små glimt. De handler bl.a. om, hvordan en ny klasse af herskere er kommet over os i form af tech-ledere som Elon Musk, Jeff Bezos og Mark Zuckerberg og om konfrontationen mellem de gamle politiske ledere og de nye conquistadors, som han kalder techoligarkiet.

Ifølge Da Empoli står vi midt i et kæmpe politisk opbrud, hvor ideer, personer og politiske kræfter, der før befandt sig i periferien, er flyttet ind i magtens centrum – og omvæltningerne viser sig både socialt, politisk, økonomisk, teknologisk og æstetisk. Dét og meget mere – herunder hvad man kan lære om moderne politik ved at se tv-serier som The West Wing, House of Cards og Veep – taler Rune Lykkeberg med Giuliano Da Empoli om i denne udgave af Langsomme samtaler, som er optaget i podcaststudiet på Information i forbindelse med Giuliano Da Empolis besøg i København.

Noah Feldman: At være jøde er at være del af en stor, ofte dysfunktionel familie

Ugens gæst i Langsomme samtaler er den jødisk-amerikanske intellektuelle og professor ved Harvard University, Noah Feldman, der bl.a. er forfatter til bogen ’To Be a Jew Today’

---

Rune Lykkeberg har i denne uge talt med en mand, der står midt i verdenshistorien. Noah Feldman (f. 1970) er amerikansk forfatter, intellektuel og professor ved Harvard University. Han har skrevet utallige bøger og essays, han er allestedsnærværende i den offentlige debat, og på i hvert fald tre punkter er han placeret i centrum af begivenhedernes drama:

For det første var Noah Feldman et af de store vidner i den første rigsretssag mod Trump. Han forsker og er ekspert i konstitutionel ret og vidnede for, at sagen skulle føres og Trump drages til regnskab. Men det endte i stedet med, at højesteret fældede en dom, som gjorde det klart, at præsidenter har udstrakt grad af straffrihed. Var retssagen dermed i virkeligheden med til at gøre Trump stærkere? Det taler Lykkeberg og Feldman blandt andet om.

For det andet er Noah Feldman jøde og står bag bogen To Be a Jew Today, som handler om, hvad det vil sige at være jøde i dag – både eksistentielt, politisk, kulturelt og socialt. En af hans centrale teser er, at alle jøder må have en relation til Israel, og at den israelske stat er en del af jøders eksistens og måde at forstå og definere sig selv på. Men hvor er staten Israel på vej hen nu, og hvad skal resten af verden stille op med Israel set i lyset af de krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, som i øjeblikket finder sted i Gaza?

Og endelig for det tredje og sidste er Noah Feldman professor på Harvard University, som de seneste måneder har været under stort politisk pres fra Trump-regeringen. Universitetet er bl.a. blevet pålagt at slå hårdt ned på anklager om antisemitisme og har fået forskellige pålæg og straffe. Men bliver antisemitisme også brugt som et våben?

Alt dét og meget mere kan du lytte til i denne Langsomme samtale mellem Rune Lykkeberg og manden, der står midt i verdenshistorien: Noah Feldman.

Naomi Klein: Hvis vi vil forstå venstrefløjens nederlag, må vi studere hvordan Trump & Co. har overtaget vreden, protesten og troen på forandring

Den amerikanske journalist, aktivist og forfatter Naomi Klein har brugt det meste af sit liv på at studere sine politiske modstandere – og der er meget at lære, siger hun i denne uges udgave af Langsomme samtaler med Rune Lykkeberg

---

Ugens gæst i Langsomme samtaler er en sand intellektuel verdensstjerne. Den canadiske forfatter og journalist Naomi Klein har de seneste 25 år været et fyrtårn for den aktivistiske venstrefløj. Hun har beskæftiget sig med de store strukturer og de substantielle magtforhold, og så har hun været med til at opbygge den aktivistiske venstrefløj, der gjorde comeback i slutningen af 00’erne og kulminerede i 2010’erne med Bernie Sanders’ stærke kandidatur, Greta Thunbergs ikonstatus og klimabevægelsens gennembrud på sloganniveau.

Naomi Klein (f. 1970) blev berømt med bogen No Logo, der kom i 1999 og rummede en uafviselig globaliseringskritik på et tidspunkt, hvor alle omfavnede globaliseringen. Siden udgav hun i 2007 Chokdoktrinen – en journalistisk undersøgelse af, hvordan en bestemt form for neoliberal økonomi blev gennemtvunget i det globale syd af det globale nord og dets finansinstitutioner. Naomi Klein udgav herefter sin store klimabog Intet bliver som før –kapitalisme vs. klima fra 2014, og for nylig udkom så bogen Dobbeltgænger, der adskiller sig fra hendes andre udgivelser. Hvor Naomi Kleins tidlige bøger var aktivistiske, afdækkede magt, appellerede til græsrødder og mobiliserede til nye bevægelser, så er Dobbeltgænger en ganske anden type bog. Her tillader Naomi Klein sig nemlig at tøve og tvivle og spørge sig selv: Hvad er det egentligt, højrefløjen kan?

Med udgangspunkt i sit eget ungdomsforbillede, navnesøsteren Naomi Wolf, der til en begyndelse var venstreorienteret, men siden skiftede side, undersøger Naomi Klein sine egne fordomme og spørger, hvordan kan det være, at venstrefløjen, der havde to årtiers mobiliserende aktivisme – fra antiglobaliseringsprotesterne i slutningen af 1990'erne til klimabevægelsen i slutningen af 2010'erne – i dag nærmest er væk?

Dét er udgangspunktet for denne uges Langsomme samtaler med Rune Lykkeberg, hvor verdensstjernen Naomi Klein gør status over 20 års aktivisme.

Marshall Ganz: Man ændrer ikke samfundet med høflige samtaler. Det kræver folkelig organisering og modstand

Ugens gæst hos Rune Lykkeberg er intet mindre end en amerikansk legende inden for organisering, kampagner og bevægelsesbygning. Marshall Ganz er født i 1943 i USA og blev tidligt engageret i den amerikanske borgerrettighedsbevægelse. I 1964 drog han til Mississippi for at hjælpe de sorte med at registrere til valget samme år og kom her til en by stærkt skæmmet af, at tre sorte mænd netop var forsvundet. Det var dén historie, som senere blev fortalt i filmen Mississippi Burning.

Marshall Ganz blev siden engageret i Bobby Kennedys præsidentkampagne, som endte brat, da han i 1968 undergik samme skæbne som sin bror, John F. Kennedy, og blev skudt og dræbt. Marshall Ganz fandt herefter sammen med den legendariske mexikanske fagforeningsleder, Cesar Chavez, og blev de næste 16 år en del af hans bevægelse, United Farm Workers. Her lærte han teknikker og praksisser til, hvordan man forvandler folkeligt engagement til magtfulde bevægelser og går fra mobilisering til institutionalisering.

Siden var Marshall Ganz stærkt involveret i Barack Obamas præsidentkampagne (2007-2008) og opbyggede hele den græsrodsbevægelse, som var med til at bære USA’s første afroamerikanske præsident frem til Det Hvide Hus.

I mere end seks årtier har Marshall Ganz altså organiseret politiske bevægelser, og han er netop nu aktuel med en ny bog med titlen: People, Power, Change – Organizing for Democratic Renewal (2024).

I denne uges udgave af Langsomme samtaler fortæller Marshall Ganz om, hvor han mener, at bevægelserne står i dag, hvad det kræver at opbygge en holdbar, folkelig modmagt og – måske mere overraskende – hvad venstrefløjen kan lære af Donald Trump.

Afsnittet er en særudgave optaget live på Nørrebro Teater, hvor Marshall Ganz var inviteret af Mellemfolkeligt Samvirke. 

Harold James: Vi står midt i et historisk økonomisk opbrud

I denne uges udgave af Langsomme samtaler forsøger den britiske økonomihistoriker og professor Harold James at forklare rationalet bag Donald Trumps økonomiske politik og placere den i en større historie

---

Vi kan godt blive ved med at sige, at Trumps økonomiske politik er dum, uvidende, ignorant, destruktiv, nationalistisk, protektionistisk og narcissistisk. Men den er samtidig en del af en større historie. Vi kan synes, det er åndssvagt, at Trump ønsker en svagere dollar, men han er ikke den første amerikanske præsident, der har tænkt tanken. Han er heller ikke den første præsident, der har haft en drøm om at erstatte skatteindtægter med toldsatser eller brændende har ønsket at gøre op med frihandelsaftaler. 

Donald Trump er en del af en større historie, og hvis vi ønsker at forstå den, har vi brug for at se hans økonomiske politik i et større perspektiv. 

Dét perspektiv kan den britiske økonomihistoriker og professor ved Princeton University Harold James levere. Han er udover at være prisvindende historiker også forfatter til en række bøger, herunder en af de bedste skrevet om økonomiske kriser: Seven Crashes – The Economic Crisis That Shaped Globalization.  

I ugens udgave af Langsomme samtaler forsøger Harold James at sætte den intellektuelle revolution, som Trump & Co. står for, ind i en større historie, så den begynder at give mening. Ikke fordi man nødvendigvis behøver at bifalde hans politik, men så man i det mindste kan se, at der ligger et rationale bag. Og så man får en bedre forståelse af, hvad idéer betyder, og hvad politikere kan udrette.

Mary Kaldor: Vi tager helt fejl, hvis vi tror, den største trussel mod os er militær. Den er politisk

Det er ekstremt farligt, hvis vi alene fokuserer på større forsvarsbudgetter og forsømmer at adressere vores egne demokratiers indre politiske udfordringer, siger den snart 80-årige britiske fredsforsker Mary Kaldor i denne uges Langsomme samtale med Rune Lykkeberg

---

Vi er i gang med en massiv oprustning af Europa, som kommer til at transformere vores stater, forandre vores verdenssyn, ændre vores sociale og politiske hierarkier og militarisere vores samfund.

Vi har været igennem det før – sidste gang under Den Kolde Krig. Dengang blev oprustningen af samfundet ledsaget af fredsforskning, forskning i konfliktløsning samt adskillige kulturelle afspændingsinitiativer. Det vil sige med en bevidsthed om, at der skal være balance mellem sværdet og ordet, mellem samarbejdet og krigen, mellem oprustningen og udviklingen, det autoritære og det anti-autoritære.

Men det ser ud til, at den igangværende oprustning finder sted uden nogen fredsforskningsinitiativer og uden nogen interesse for at opbygge en infrastruktur, hvor fjender kan blive til modstandere, der kan lave aftaler sammen. Spørgsmålet er, om vi kan lære noget af den gamle fredsbevægelse ved at se nærmere på, hvad den var, hvad den fik udrettet, og hvilken rolle den har spillet i historien. 

Det er ambitionen bag denne uges Langsomme samtale, hvor Rune Lykkeberg taler med den næsten 80-årige britiske forsker Mary Kaldor. Hun blev født i 1946, voksede op under Den Kolde Krig, deltog i fredsdemonstrationer i 1960’erne og blev i 1980’erne en slags freds- og nedrustningsaktivist.

En årrække arbejdede hun på det store svenske fredsforskningscenter i Stockholm, SIPRI, og blev her en stor autoritet med sin forskning i nye og gamle krige, sin begrebsudvikling og hele sin konceptualisering af, hvad menneskelig sikkerhed betyder. Hun er også forfatter til en række banebrydende bøger, herunder Human Security: Reflections on Globalization and Intervention fra 2007,  som handler om at tænke fred og sikkerhed bredere end bare et ophør af krig. Samt New and Old Wars: Organized Violence in a Global Era fra 1999, der gjorde Kaldor til et internationalt hovednavn på grund af sin begrebsliggørelse af såkaldt ’nye’ og ’gamle’ krige.

I dagens afsnit gennemløber Rune Lykkeberg og Mary Kaldor hele fredsforskningens historie frem til i dag. De taler om Israel og om Ukraine og om hele den fredsarkitektur, der blev rejst og siden revet ned, og som nu – sideløbende med de stigende militærudgifter – må bygges op igen.