Langsomme samtaler

Kim Stanley Robinson: Klimakampen er en gave til alle, der søger mening i tilværelsen

Mange, der kæmpede på allieret side under Anden Verdenskrig, har siden fortalt om krigsårene som nogle af de mest meningsfulde i deres liv. Ikke fordi slagmarkens brutalitet gik deres næse forbi, men fordi det, de kæmpede for, føjede en dybere mening til deres egen eksistens. De var sammen om det gode mod det onde. 

For den amerikanske sci-fi-forfatter Kim Stanley Robinson, der er gæst hos Rune Lykkeberg i denne uges Langsomme samtaler, er kampen mod klimaforandringerne vor tids meningsbærende generationsprojekt. Til forskel fra de store verdenskrige i det 20. århundrede handler klimakampen imidlertid ikke om at slå andre mennesker ihjel, men om at skabe varige ændringer i vores alle sammens adfærd til gavn for hele menneskeheden. Til tider kan dén opgave føles som en uoverskuelig kamp mod overmagten, men hvis man engagerer sig og tager kampen på sig, er belønningen til gengæld en følelse af dyb meningsfuldhed, mener han. Måske endda lykke.

Kim Stanley Robinson er romanaktuel med Fremtidsministeriet, der netop er udkommet på dansk. En sci-fi-roman om vores hastigt forandrende klima, som samtidig kan læses som et indlæg i diskussionen om, hvordan vi – også rent praktisk – kan løse den planetariske krise. Dét og meget andet taler han med Rune Lykkeberg om i dagens episode. God fornøjelse.

Joe Stiglitz: Vi har fået et oligarki i Amerika, som har mere magt end oligarkerne i Rusland

Joseph Stiglitz (f. 1943) er ikke hvilken som helst amerikansk økonom. Ud over at være professor ved Columbia University og nobelprismodtager, er han også tidligere cheføkonom i Verdensbanken. Stiglitz var endda så kritisk over for Verdensbankens rolle i udbredelsen af den økonomiske globalisering og dens konsekvenser, at han endte med at blive fyret fra stillingen som cheføkonom.

Stiglitz virke kan deles op i to spor, hans forskning og hans intellektuelle politiske arbejde. Især i den sidste del har Stiglitz været en enestående progressiv stemme. Både som rådgiver for og senere kritiker af skiftende amerikanske præsidenter og som forfatter til en række toneangivende bøger. Senest The Road to Freedom, hvori han kritiserer årtiers neoliberal økonomisk tænkning, og det er denne kritik, der danner udgangspunkt for ugens langsomme samtale.

Joseph Stiglitz har med sit arbejde præget meningsdannelsen og magtudøvelsen i USA i et halvt århundrede. Da han i 2011 udgav en artikel i Vanity Fair om ’the 1 percent’ kom han uforvarende til at forære selve sloganet til ’Occupy Wall Street’-bevægelsens kamp mod økonomisk ulighed. Og selv om den ulighed, han i årtier har advaret imod, efterhånden er blevet til virkelighed i USA – og nu truer med at underminere det amerikanske demokrati – så er hans politiske og intellektuelle arbejde samtidig et eksempel på, hvordan ideer langsomt gennem samtaler kan forandre og forbedre vores verden. 

James Galbraith: Vi må forkaste de herskende teorier, hvis vi ikke vil gå intellektuelt og økonomisk fallit

James Galbraith er en amerikansk økonom og professor ved Lyndon B. Johnson School of Public Affairs i Austin, Texas. Måske kender du hans efternavn, for hans far, John Kenneth Galbraith, var en umådeligt indflydelsesrig økonom, der i årtier var knyttet til Det Hvide Hus og formidlede økonomi i populære bøger som The Affluent Society.

James Galbraith er fortsat i sin fars fodspor, og hans nye bog Entropy Economics, der udkommer senere i denne måned, er udgangspunktet for ugens udgave af Langsomme Samtaler. I bogen gør Galbraith og hans medforfatter, professor Jing Chen, op med, hvad de mener er årtiers fejlslagen økonomisk tænkning og præsenterer i stedet et nyt grundlag for at tænke over økonomiske spørgsmål – et grundlag med rod i livsprocesser.

I løbet af samtalen når Lykkeberg og Galbraith også forbi oligarkernes indflydelse på det amerikanske demokrati, årsagerne til Bidens fejlslagne industripolitik samt hvilke konsekvenser Trumps tariffer risikerer at få for Europas økonomi.

Jenny Erpenbeck: Ideer bliver glemt, når et system bryder sammen

Den Bookerprisvindende tyske bestsellerforfatter Jenny Erpenbeck har vakt politisk og litterær opstandelse med sin seneste roman, Kairos. 

Romanen, der udkom på dansk tidligere i år, handler om to mennesker fra hver sin generation, der mødes i 1986 ved Alexanderplatz i Berlin i det kommunistiske Østtysklands sidste år. Hun er 19, han er 53 – og gift. Begge er de optaget af politiske og kunstneriske anliggender, og de udvikler et stærkt passioneret og ulige forhold, der udvikler sig lige så brutalt og voldeligt, som kommunismen i det gamle Østtyskland. Deres kærlighedsrelation bliver den prisme, romanen ser hele DDR’s kollaps igennem. 

Jenny Erpenbecks roman er udgangspunktet for denne uges udgave af Langsomme Samtaler.  

Jenny Erpenbeck (f. 1967) er selv født og opvokset i det daværende Østberlin og har i sine bøger ofte beskæftiget sig med sammenbruddet af den kommunistiske stats værdisystem og de store omvæltninger i den efterfølgende genforeningsperiode. En genforening, hun – i Kairos såvel som i hendes øvrige forfatterskab – beskriver som både en befrielse og et tab. 

Langsomme Samtaler går herefter på juleferie, men er tilbage igen med en hel ny sæson fra anden uge af januar. Glædelig jul og godt nytår!

Jan-Werner Müller: Jeg ser stadig stor opbakning til demokratiet som idé

Jan-Werner Müller er tysk politisk filosof, historiker og professor ved Princeton University. Han er særligt kendt for sine bøger om demokrati og populisme, herunder Kampen om Demokratiet, der er udkommet på dansk på Informations forlag, og som danner grundlag for ugens samtale. 

 2024 har været kendetegnet ved et rekordstort antal valg rundt om i verdens demokratier. Og mange steder har protestpartier vundet frem på bekostning af de gamle magtpartier. Protestpartier, som i varierende grad udfordrer selve demokratiet – lige fra AfD i Tyskland til Trump i USA. 

Spørgsmålet bliver derfor, hvordan demokratiets fremtid ser ud. Ser vi ind i en verden, hvor de politiske kampe i demokratierne foregår mellem teknokrati og populisme, i stedet for mellem venstre- og højrefløj? Lyt med, og hør Jan-Werner Müllers analyse af 'demokratiets år' og fremtiden for demokratierne verden over.

Michael Ignatieff: Vi står ved slutningen af den periode, som begyndte med Murens Fald

Michael Ignatieff er forfatter, forsker og tidligere canadisk oppositionsleder. Og så er han for faste lyttere af Langsomme Samtaler en gammel kending. For Rune Lykkeberg har i tidligere udgaver af programmet talt med Ignatieff, når der har været brug for at forstå en verden i brand, der virker håbløs.

Denne gang er samtaleemnet Trumps valgsejr og konsekvenserne af den. Samtalen tager udgangspunkt i Ignatieffs bog Fire and Ashes: Success and Failure in Politics, som undersøger det liberale demokrati og dets aktører. For det nederlag, som liberalismen har lidt ved Trumps sejr, er ikke det første – og heller ikke det sidste. Ignatieff mener, at liberalismen, især neoliberalismen, langsomt har undermineret sine egne institutioner og mobiliseringskraft ved at tilgodese de rigeste, frem for dem, den er sat i verden for at beskytte – og det er dette, der blandt andet har ført til Trumps sejr.

Alligevel er der ingen grund til at frygte liberalismens fald i USA, mener Ignatieff, for liberalismens værdier og afledte rettigheder er så indlejrede i befolkningen, at de kræfter, der vil afskaffe dem, vil møde uoverkommelig modstand. 

Maja Göpel: Klimakrisens løsning findes ikke i kamp, men i samarbejde

Maja Göpel er tysk politisk økonom og klima- og transformationsforsker med indsigt i samarbejdets betydning for store strukturelle forandringer. Göpel mener, at det er samarbejdet, især det brede, der er midlet til at opnå reelle klimaforandringer.  

I denne uges udgave af Langsomme Samtaler taler Rune Lykkeberg med Göpel om hendes nye bog, We Can Do Better, der undersøger og beskriver, hvordan store transformationer har fundet sted gennem tiden. I Göpels optik skabes forandring ikke af den første, der handler – men af den næste. 

Og netop derfor er det i samarbejdet – også med dem, det ved første øjekast ikke giver mening at samarbejde med – at håbet om en grønne verden skal findes. Også selv om det lige nu ser sort ud. 

 

Bo Lidegaard: Vesten, som vi kender den, er død

I denne særudgave af Langsomme Samtaler fortsætter obduktionen af Trumps valgsejr. Denne gang taler Rune Lykkeberg med tidligere chefredaktør og embedsmand Bo Lidegaard. Samtalen er optaget live i Imperial-biografen i København, i samarbejde med Københavns Folkeuniversitet. 

Samtalen foregår i to dele. Den første, hvor Rune Lykkeberg og Bo Lidegaard undersøger grundlaget for Trumps valgsejr, en sejr Lidegaard mener i høj grad blev vundet i kraft af de sociale mediers magt. Trump, siger Lidegaard, er en af dygtigste politikere i verden til at udnytte de sociale mediers struktur, en struktur der er bundet i én følelse: vreden. Det er vredens dynamik, der igennem de sociale medier har udbredt Trumps budskaber, og det er bekymrende, for andre politikere har utvivlsomt taget ved lære fra Trump.

I anden del handler samtalen om konsekvenserne ved Trumps sejr, især for de institutioner, og den verdensorden Vesten har bygget de seneste 70 år. NATO, FN og Verdensbanken, er institutioner der, i følge Bo Lidegaard har tjent Vestens interesser, men nu for alvor er ved at blive udfordrede og magtesløse. Verden står for et vendepunkt, alternativer til Vestens globale institutioner bliver opbygget og Trumps anden valgsejr er muligvis det sidste søm i kisten for den verdensorden vi har kendt, og som Danmark i høj grad har draget nytte af.
Heldigvis slutter samtalen med et håb, for selv når alt ser mørkest ud, er der altid en mulighed for en bedre verden. 

Arlie Hochschild: Hvis du vil forstå Trumps sejr, må du først forstå hans vælgeres følelser

I denne udgave af Langsomme Samtaler taler Rune Lykkeberg med Arlie Hochschild. Hochschild er forfatter og professor ved University of California, Berkley. Hun har skrevet bøgerne Strangers in Their Own Land og Stolen Pride, hvori hun undersøger det følelsesmæssige bagtæppe for Trumps valgsejr i 2016 – som igen har vist sig aktuelt her i 2024. 

For Trumps valgsejr kan ikke alene forklares med henvisning til konkret politik. Han formår samtidig at tale til en vrede i den amerikanske vælgerskare, og særligt den hvide arbejderklasse har han godt fat i. Her føler mange nemlig en grundlæggende skam over ikke at have været i stand til at realisere den samme amerikanske drøm som deres forældre, selvom de i øvrigt arbejder hårdt, sådan som drømmen opfordrer dem til. 

Og den skam, de føler, formår Trump at vende til vrede. En vrede, der er rettet mod den øvre middelklasse, oftest repræsenteret af demokraterne og Det Demokratiske Parti. Det er denne vrede og skam, som er nøglen til at forstå Trumps valgsejr, og det er den vrede, venstrefløjen må forsøge at forstå og imødekomme, hvis den vil tilbagevinde magten. 

Rana Foroohar: Trumps valgsejr er et røverkøb for de amerikanske oligarker

I denne uges udgave af Langsomme Samtaler taler Rune Lykkeberg med den amerikanske forfatter og journalist Rana Foroohar, der bl.a. skriver for Financial Times. Sammen forsøger de at foretage en obduktion af Trumps valgsejr, og hvad der fejlede ved Demokraterne og Harris’ økonomiske politik og valgkampagne

 

Rana Foroohar er stor tilhænger af Bidenomics, som Joe Bidens økonomiske politik er blevet kaldt. Bidenomics har haft til formål at styrke arbejderklassen, sætte gang i den grønne omstilling og sænke inflationen. Alle sammen målsætninger, som det ifølge Foroohar i høj grad er lykkedes at indfri. 

Men på trods af Bidenomics’ reelle succes, har den langt fra været en populær eller vellidt økonomisk politik blandt et flertal af de amerikanske vælgere. De mærker stadig inflationen, og ser Trump som løsningen. For som Foroohar argumenterer for, har Harris ikke i tilstrækkelig grad iscenesat sig selv som et opgør med Clinton-æraens nyliberalisme, selvom hun var med til at gennemføre Bidenomics, der var et opgør med den. 

Selv om Trump præsenterer sig som en, der kæmper for arbejderklassen, vil hans økonomiske politik i virkeligheden blot gøre de rige endnu rigere, og de fattige fattigere. Hvis man ser den økonomiske støtte, Trump har fået fra de amerikanske multimilliardærer som en investering, siger Foroohar, ja, så har de i høj grad gjort sig et enestående røverkøb med Trumps valgsejr.