
1.2M
Downloads
223
Episodes
Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner om alt fra poesi, punk og popmusik til klima, økonomi og politik.
Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner om alt fra poesi, punk og popmusik til klima, økonomi og politik.
Episodes

Tuesday Feb 16, 2021
Tuesday Feb 16, 2021
Kære lytter
Den amerikanske digter Claudia Rankine har skrevet en fantastisk bog, som er et lille stykke fælles amerikansk virkelighed. Hun har opsøgt de mennesker, hun ellers ikke taler med, og skrevet ned, hvordan hun selv oplevede møderne. Det har hun sendt til de andre, som så har svaret og reflekteret over deres oplevelse af mødet.
Der var ubehag, frustrationer og misforståelser i disse møder. Men øvelsen for Rankine var at blive i situationen alligevel og danne fælles forståelser af, hvordan verden er.
Det kan godt være, det ikke lyder af så meget. Men måske er det netop det, vi har brug lige nu. At undersøge vores møder med andre mennesker, skabe langsomme fælles forståelser og knytte nye bånd til hinanden.
Claudia Rankines bog, Just Us, som er resultatet af disse anstrengelser er en af de mest interessante, inspirerende og opbyggelige refleksioner, jeg har læst over, hvordan vi skal sætte verden sammen i fællesskab.
Hun forklarer i denne samtale, hvordan hun skrev bogen, hvorfor hun havde behov for at gøre sig fri af akademiske begreber om hvid sårbarhed og hvide privilegier, hvorfor der har været behov for at rive statuer ned, og hvorfor hun blev taknemlig, da hun hørte Joe Bidens indsættelsestale.
Jeg håber, du vil få lige så stor fornøjelse af lytte til samtalen, som jeg havde af at kunne stille alle mine spørgsmål til Claudia Rankine. Og høre hendes svar.
Rune Lykkeberg

Thursday Feb 11, 2021
Christopher Caldwell om hvordan USA skal regeres
Thursday Feb 11, 2021
Thursday Feb 11, 2021
Kære lytter
Jeg har altid tænkt på den amerikanske borgerrettighedsbevægelse som et forbillede for, hvordan man kan gøre op med skandaløs uretfærdighed. Og det gør jeg stadig.
Det lykkedes Martin Luther King Jr. og de andre aktivister at udstille – moralsk og politisk – den systematiske diskrimination af sorte i sydstaterne på en måde, så den amerikanske regering greb ind. De appellerede til landets politiske ledelse og højeste principper og fik gennemført virkelige forandringer. Det er der lavet mange mesterlige film om, og det bliver i dag betragtet som en triumf.
Men der skete også noget andet med borgerrettighedsbevægelsens sejre i 1960’erne. Det har den konservative amerikanske forfatter og journalist Christopher Caldwell skrevet en bog om – The Age of Entitlement, der udkom sidste år. Der blev skabt en ny politisk kultur og en ny måde at regere USA på, hævder han. Og det er den, som er omdrejningspunktet for de totale politiske kampe, vi har set i USA de seneste år, og for den polarisering, som der er blevet talt så meget om.
»Jeg tror ikke på, at kampen handler om race,« som han siger i denne langsomme samtale om verdenssituationen.
»Jeg tror, den handler om den revolution, der skete i vores måde at styre landet på, som blev frembragt af vores forsøg på at løse raceproblemet. Den virkelige diskussion handler efter min opfattelse om, hvordan landet skal regeres politisk.«
Det synspunkt folder han i denne samtale, hvor han også forklarer, hvorfor Trump er blevet meget svagere, og hvad der er Joe Bidens sværeste opgave.
God fornøjelse
Rune Lykkeberg

Thursday Feb 04, 2021
Branko Milanovic om den sejrende kapitalisme
Thursday Feb 04, 2021
Thursday Feb 04, 2021
Kære lytter,
Da jeg voksede op i 1970’erne, var jeg helt sikker på, at de rigeste lande også var de frieste lande. At de lande, hvor man kørte i de største biler, havde adgang til den nye teknologi og kunne gå i det mest mondæne tøj, også var de lande, hvor man havde frihed til at sige det, man mente og selv kunne være med til at bestemme, hvem der skulle være landets politiske ledere.
Rigdom og frihed hang sammen.
Sådan tænkte Branko Milanovic også, selvom han voksede op i en helt anden del af verden på et andet tidspunkt. Han voksede op i det kommunistiske Jugoslavien i 1960’erne og tænkte, at der var rigdom og frihed i det kapitalistiske Vesten.
Men måske er det ikke sådan længere: Kina bliver en større og større økonomisk stormagt samtidig med at det bliver en mere og mere autoritær stat. Det rejser en masse spørgsmål om sammenhængen mellem kapitalisme og demokrati, velstand og frihed i verden.
Og heldigvis er økonomen Branko Milanovic en enestående kapacitet, som har studeret data, lavet overbevisende ulighedsundersøgelser og netop har skrevet en ny bog om en verden, hvor kapitalismen er den eneste mulige samfundsform. Og han besvarer alle mine spørgsmål på en måde, så jeg kom meget klogere fra samtalen:
»Kapitalismen har vundet globalt, fordi den har skabt den indre etik hos den enkelte om, at du har ret og pligt til at realisere dit begær efter velstand. Kultur og økonomi hænger på den måde sammen. Det er jo en succes. Men det betyder også, at de samfund, som kan levere økonomiske fremskridt for deres borgere, opnår opbakning i deres befolkninger. Og det, kan vi se nu, er ikke nødvendigvis demokratiske samfund.«
God fornøjelse med denne langsomme samtale med en ven af huset, Branko Milanovic.
Rune Lykkeberg

Friday Jan 29, 2021
Bhaskar Sunkara om socialismens fremtid i USA
Friday Jan 29, 2021
Friday Jan 29, 2021
Lige nu er venstrefløjen i USA stærkere, end den har været i årtier. Den har ideer, energi og indflydelse. Nytænkningen i Det Demokratiske Parti og de store mobiliseringer, som har sat dagsorden, kommer fra de venstreorienterede, der uden frygt for fortidens fjendebilleder kalder sig for socialister.
Men hvad kan den amerikanske socialisme egentlig opnå? Er socialisme bare deres ord for socialdemokrati eller har de en vision for, hvordan det amerikanske samfund skal forandres radikalt?
Jeg har været så heldig at få mulighed for at stille alle de spørgsmål om socialismen i USA til Bhaskar Sunkara, som er en definerende intellektuel for socialismen i USA, grundlægger af og redaktør for tidsskriftet Jacobin Mag og forfatter til bogen The Socialist Manifesto.
»Vi kæmper for, at vi kan få en robust stat, som drager omsorg for sine udsatte borgere, og for at skabe et arbejderklasseparti og nogle institutioner for arbejderklassen, så de kan bestemme selv og gøre sig gældende. På kort sigt vil vores mål være at gennemføre nogle socialdemokratiske reformer i USA,« siger han i denne langsomme samtale om verdenssituationen og fortsætter:
»Det er efter min mening en forudsætning for, at vi kan danne et socialistisk samfund. Den socialdemokratiske logik kan tages videre til næste niveau, hvor den muligvis kan føre til demokratisk socialisme.«
Hvis du vil høre mere om, hvorfor det skal ske, og hvordan det skal finde sted, kan du jo lytte til min samtale med ham. Han er realist på kort sigt, idealist på lang sigt og sjov og generøs med sine betragtninger om et USA, der er gået i stykker.

Wednesday Jan 20, 2021
Filosoffen Michael Sandel forklarer, hvad der er gået galt for demokraterne i USA
Wednesday Jan 20, 2021
Wednesday Jan 20, 2021
Goddag kære lytter,
For over tyve år siden læste jeg en bog af en amerikansk filosof, som forklarede, hvorfor demokraterne i USA ikke kunne skabe stærke fællesskaber. Demokraterne byggede nemlig ifølge filosoffen på en politisk liberalisme, som ikke appellerer til folks følelser, deres stolthed over at komme et bestemt sted fra, deres følelser for deres familie og lokalsamfund og deres patriotisme.
Filosoffen hedder Michael Sandel, han er professor på Harvard og en af USA’s vigtigste politiske tænkere, og hans bog hedder Democracy’s Discontent.
Jeg har ofte tænkt på Sandel og den bog, når jeg har set, hvordan republikanerne med deres appeller til værdier og patriotisme og kamp mod den kulturelle overklasse har overtaget arbejdervælgere, mens demokraterne er blevet et parti for dem med de lange uddannelser, de høje indtægter og de samfundsdefinerende stillinger i storbyen.
Det var derfor vidunderligt, at Michael Sandel sagde ja til at stille op til et interview med os og forklare, hvad der er gået galt for demokraterne, og hvordan Joe Biden skal gentænke partiet.
Sandel siger til mig i denne langsomme samtale om verdenssituationen:
»Biden og demokraterne skal forstå, at de skal forbinde deres kritik af neoliberalismen med nogle værdier og den patriotisme, som højrefløjen ellers har monopoliseret. De skal tale til arbejdende folks følelser af at høre til et sted. De skal tale til det, som arbejdere drømmer om og længes efter. Deres kritik af globaliseringen skal hænge sammen med et forsvar for de lokale samfund, som folk er en del af og er formet af. De skal være patrioter på en måde, som ikke er fremmedfjendsk og racistisk, hvis de skal have arbejderne tilbage.«.
Sandel fortæller også om sin nye bog The Tyranny of Merit, om universiteternes alt for store magt i det amerikanske samfund, og om sin første samtale med den filosof, der havde defineret den liberalisme, som Sandel fik et gennembrud på at gøre op med: John Rawls.
God fornøjelse med samtalen
Rune Lykkeberg

Tuesday Jan 05, 2021
Jan-Werner Müller gør status i Trumps sidste tid som præsident
Tuesday Jan 05, 2021
Tuesday Jan 05, 2021
Kære lytter
Den tyske filosof Jan-Werner Müller er en af Informations mange yndlingsfilosoffer. Han udgav sin bog ’Hvad er populisme?’ samme år, som Brexit fandt sted, og Donald Trump blev valgt. Den var et tankevækkende og originalt forsøg på at forstå de vilde opbrud, som dengang forekom os uforståelige. Vi valgte at oversætte og udgive bogen på Informations Forlag, vi inviterede Jan-Werner Müller til landet, og han har løbende stillet op til interviews med os for at hjælpe os med at trække de store linjer i en verden, som kan forekomme kaotisk og uoverskuelig.
Derfor var det oplagt for mig at vende tilbage til Jan-Werner Müller nu, hvor Trumps tid som præsident er ved at være forbi og høre, hvad vi har lært, hvor det hele kom fra, og hvor vi er på vej hen.
Han forklarer i vores samtale, at Trump er en slags tegneserieudgave af Ronald Reagan, og at vi måske skal forstå hans præsidentperiode som »afslutningen på noget gammelt snarere end begyndelsen på noget nyt. Og måske er vi virkelig i en overgangsfase«.
Hvis du vil vide, hvad der slutter, og hvad der kan komme efter, og i øvrigt høre Müllers overvejelser over hele verdenssituationen, så skal du være velkommen til at lytte med i denne langsomme samtale med Jan-Werner Müller.
Det var sjovt at lave, forhåbentlig er det også sjovt at lytte til.
Rune Lykkeberg

Wednesday Dec 23, 2020
Wednesday Dec 23, 2020
Kære lytter
Den franske økonom og forfatter Thomas Piketty skriver i sin nye bog, at han tror på en deltagelsessocialisme. Han skriver også, at den bygger på liberale og demokratiske principper.
Hans veldokumenterede bestsellere om kapitalismens historie og status i det 21. århundrede har de seneste år inspireret kampen mod ulighed og for social retfærdighed i hele verden.
Jeg talte for nylig med ham på Det Kongelige Bibliotek i København om, hvad han så egentlig mener med socialisme, og hvordan det kan være løsningen på de problemer, som det liberale demokrati har ført med sig ind i det 21. århundrede. Jeg spurgte ham også om, hvordan han så præsidentvalget i USA, og hvilke forhåbninger han har til præsident Joe Biden.
Her er samtalen, som jeg håber, du vil få lige så stor fornøjelse af at lytte til, som jeg havde af at deltage i den.
Glædelig jul.
Rune Lykkeberg

Tuesday Nov 24, 2020
Forstå det splittede USA med Sarah Churchwell og Rune Lykkeberg
Tuesday Nov 24, 2020
Tuesday Nov 24, 2020
Goddag kære lytter
En af de bøger, som virkelig gjorde mig klogere på, hvordan Donald Trump kunne blive præsident i USA og America First kunne blive det officielle slogan for supermagten derovre, var skrevet af en forfatter, jeg ikke kendte.
Bogen hedder Behold, America og var skrevet af litteraturhistorikeren Sarah Churchwell, som er professor i amerikansk litteratur ved University of London. Den skriver en anden historie om USA, end jeg har været vant til og blotlægger nogle lange nationalistiske linjer i amerikansk politik, der forekommer stærkere end de globalistiske ambitioner hos Franklin D. Roosevelt, John F. Kennedy og Barack Obama.
Churchwell viser i bogen, hvorfor Trump på en måde snarere er en tilbagevenden til normalen i amerikansk politik end en frygtindgydende undtagelse.
Alt det og meget mere forklarer Churchwell i denne langsomme samtale om USA – hvor hun også fortæller, hvorfor hun, selv efter Trump har tabt, stadig ikke kan sove om natten.
Jeg håber, du får lige så stor fornøjelse af at lytte til hende, som jeg havde af at snakke med hende.
Rune Lykkeberg
Chefredaktør

Tuesday Nov 03, 2020
Shoshana Zuboff: Trump har vækket en modstandsbevægelse i USA
Tuesday Nov 03, 2020
Tuesday Nov 03, 2020
Kære lytter
Der er en ting, jeg hele tiden har vidst, vi skulle tale om her i podcastserien Langsomme samtaler om USA: den amerikanske techkapitalisme.
I 2008 jublede vi over alle de data, Barack Obama kunne skaffe – og om alle de mennnesker, han kunne mobilisere, fordi han samarbejdede med Google. Vi hyldede det som en ny aktionsform.
I dag, 12 år senere, kalder vi den samme indsamling af data for overvågningskapitalisme. Og vi betragter det som en trussel mod menneskets frihed i det 21. århundrede.
Det er en kapitalisme, der er overalt.
Vi ved godt, at det er forkert at bruge Google, men vi bliver ved, fordi det er nemt, og fordi vi er blevet afhængige af det.
Så hvordan overvinder man techkapitalismen? Det spørgsmål har en del med det amerikanske valg at gøre. Og noget tyder på, at det er en kamp, der faktisk kan samle republikanerne og demokraterne.
Derfor skal vi tale med Shoshana Zuboff, professor emerita fra Harvard, der har skrevet den absolut vigtigste bog om kampen mod techkapitalismen, Overvågningskapitalismens tidsalder.
Lyt med, når hun fortæller, hvordan hun ser den kamp, hvordan hun ser valget, og hvorfor hun underligt nok er optimistisk omkring det 21. århundrede.
Jeg håber, at samtalen er lige så spændende for dig, som den var for mig.
God fornøjelse med endnu en langsom samtale om USA.
Rune Lykkeberg
Chefredaktør

Monday Nov 02, 2020
Lea Ypi: Det handler ikke om personen Trump, men om fænomenet
Monday Nov 02, 2020
Monday Nov 02, 2020
Kære lytter
Jeg har længe tænkt, jeg op til valget 3. november har villet tale med en rigtigt radikal tænker. En, som så verden udefra, som kommer fra vores oplysningstradition, men som ikke er en del af polariseringen i USA.
En, der ikke bekymrer sig om at redde nationens sjæl.
En som Lea Ypi.
Den 41-årige tænker er vokset op i det kommunistiske Albanien, hvorfra hun rejste til Storbritannien og i en ung alder blev professor på London School of Economics.
Hun er en af Storbritanniens førende venstreorienterede intellektuelle. Og hun er vidunderligt klar at høre på. Som når hun giver os følgende advarsel:
»Hvis vi fokuserer på manden Trump i stedet for det fænomen, som han repræsenterer, risikerer vi, at vi bliver ude af stand til at forstå fænomenet, hvis det dukker op igen om fire år. Muligvis fra én, der er endnu værre eller endnu farligere.«
Jeg håber, at du får lige så meget ud af samtalen, som jeg gjorde.
Du kan også læse interviewet på skrift her.
Rune Lykkeberg
Chefredaktør
