
1.2M
Downloads
222
Episodes
Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner om alt fra poesi, punk og popmusik til klima, økonomi og politik.
Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner om alt fra poesi, punk og popmusik til klima, økonomi og politik.
Episodes

Wednesday Dec 03, 2025
Wednesday Dec 03, 2025
Ugens gæst hos Rune Lykkeberg er en af de bedste analytikere af et af de mest interessante og gådefulde regimer i vores tid, nemlig det iranske præstestyre.
Vali Nasr er født i Iran i 1960, han voksede op i en intellektuel familie, og hans far er den berømte religionsfilosof Seyyed Hossein Nasr, som også var relativt tæt på overklassen i det gamle Shah-dynasti.
Som ung mand blev Vali Nasr sendt til England for at studere, og da den islamiske revolution kom i 1979, besluttede familien sig for at forlade Iran. Siden har Vali Nasr levet i eksil. Han er i dag professor ved Johns Hopkins University i Baltimore og en af de mest anerkendte forskere og stemmer, når det kommer til at forstå, hvad det er, der foregår i Iran.
Vali Nasr udgav i foråret bogen Iran’s Grand Strategy, hvis grundtanke er, at der faktisk er en strategisk tanke bag præstestyret i Iran. Og at den strategiske tanke ikke bare er religiøs ideologi.
I løbet af samtalen med Rune Lykkeberg kommer Vali Nasr blandt andet ind på spørgsmål som: Hvor står Den islamiske Republik Iran og det skandaleombruste præstestyre her 46 år efter revolutionen? Hvilket aftryk har ’Kvinde, liv, frihed’-bevægelsen sat på det iranske samfund fire år efter kvindeoprøret? Og hvad har snart et halvt århundredes i krig med USA og Israel betydet for landet som helhed?
Alt dét og meget mere kan du blive klogere på i denne langsomme samtale med den iransk-amerikanske forfatter og forsker, Vali Nasr.

Wednesday Nov 26, 2025
Wednesday Nov 26, 2025
Ugens gæst hos Rune Lykkeberg er den kinesiske forfatter Jung Chang, der i 1991 udgav en bestsellerbog, som blev læst over hele verden og af tusinder af danskere. Vilde svaner er en gribende familiehistorie om tre generationer af kvinder, som kan læses både som en feministisk generationsfortælling om frigørelse og modstand og som en politisk fortælling om transformationen af Kina fra et landbrugsland til et industriland under formand Maos brutale kulturrevolution. En historisk begivenhed, som Jung Chang selv oplevede, da hun voksede op under den.
Jung Chang er født i Sichuan-provinsen i Kina i 1952. Hun blev en verdensberømt forfatter efter udgivelsen af Vilde svaner, der gav hende adgang til topledere fra hele verden. Hun blev sådan en, man så op til og beundrede. Senere skrev hun også en fantastisk god biografi om Mao sammen med sin mand, Jon Halliday, med titlen: Mao – den ukendte historie. Nu har Jung Chang så skrevet en opfølger til Vilde svaner, som hedder Flyv, vilde svaner. Det er en fortælling om det moderne Kina, som stormer frem i verden med imponerende vækstrater – men det er samtidig en fortælling om Jung Changs egen mor og Kina under Xi Jinping.
Bogen er for nylig udkommet på dansk, og i den anledning talte Rune Lykkeberg Jung Chang sammen over Zoom – om både Mao, Xi Jinping, det moderne Kina, feminisme, Vilde svaner og Flyv vilde svaner. Og så røber hun også, hvad Henrik Ibsen og skuespillet Et dukkehjem har betydet for hende personligt.

Friday Nov 21, 2025
Særudgave: Bo Lidegaard og Rune Lykkeberg om det første år med Trump
Friday Nov 21, 2025
Friday Nov 21, 2025
Det er et år siden, Trump blev valgt til sin anden embedsperiode, og i denne særudgave af Langsomme samtaler gør Rune Lykkeberg status over verdenssituationen med Trump i Det Hvide Hus sammen med sin gamle ven og mentor Bo Lidegaard.
Bo Lidegaard er historiker, forfatter og journalist. Han har haft en betydelig indflydelse på dansk politik og spillet en vigtig rolle i den offentlige debat som tidligere ansvarshavende chefredaktør på Politiken. Det meste af sin karriere har han brugt til at forstå og formidle de centrale linjer i global politik og Danmarks plads i verdenshistorien.
I denne særlige udgave af programmet taler han og Rune Lykkeberg om det første år med Trump ved magten. De gør status på klimaet, på Grønland, på Kina, på Mellemøsten, på Danmarks forhold til USA og meget andet. Hvad stiller en småstat som Danmark overhovedet op i den nye verdenssituation?
Samtalen er optaget foran et live-publikum i Nørrebro Teater, hvor 600 mennesker en kold novemberaften søgte halvanden times åndelig tilflugt fra den tilstand af diskret, men desperat panik, som hersker derude.
Bogen, som der bliver talt om undervejs, Rune Lykkebergs Farvel til den frie verden, kan købes på butik.information.dk med rabat, hvis du er abonnent. Er du ikke, kan du måske overveje at blive det.

Wednesday Nov 19, 2025
Wednesday Nov 19, 2025
Der var engang en stor tradition for fredsforskning i Danmark, men den er forsvundet, fordi vi troede, at vi havde ’civiliseret’ os væk fra krigen. Nu står vi med en krig midt i Europa og mangler viden om, hvordan vi skaber fred.
I vores miniserie ’Langsomme fredssamtaler’ taler Rune Lykkeberg i denne uge med amerikaneren John Paul Lederach. Han er en sand legende inden for sit felt og ofte bliver kaldt ’fredsforskningens pave’, ikke alene på grund af sit pavelige fornavn, John Paul, men også på grund af sin enorme indflydelse på forståelsen af, hvordan man går fra konflikt til fred og skaber nye koalitionspartnere ud af gamle fjender.
John Paul Lederach er født i 1955 og har en baggrund i et religiøst kristent lokalsamfund i USA. Han har arbejdet med fredsforskning i årtier og har udviklet nogle grundlæggende principper for, hvordan man kan skabe fred.
- Det første, han siger, er, at kompleksiteten er en gave. Det betyder nemlig, at der er mange veje til fred. Hvis man tror, at man for at løse en konflikt, skal reducere den til nogle helt grundlæggende krav og interesser, så kommer man altså til at save den gren over, som fredens fugl skal lande på.
- Det andet, John Paul Lederach siger, er, at fred tager lang tid. Han vil ikke engagere sig i fredsprocesser, hvor folk ikke er villige til at investere mindst et årti.
- Det tredje, han siger, er, at konflikter ikke er noget negativt. Det at lave fred handler ikke om at ophæve eller fjerne konflikterne. Det handler om at transformere konflikterne.
- Og så forsikrer han os for det fjerde om, at det usandsynlige altid kan finde sted. Sagt med andre ord: Bare fordi det er usandsynligt, betyder det ikke, at det er umuligt.
I denne samtale med Rune Lykkeberg kommer John Paul Lederach rundt om det hele – og hvis du hænger på helt til slut, kan du også få at vide, hvorfor det ikke er størrelsen på vores våben, men kvaliteten af vores relationer, der i sidste ende sætter rammerne for vores sikkerhed.

Wednesday Nov 12, 2025
Wednesday Nov 12, 2025
Ugens gæst hos Rune Lykkeberg er den franske intellektuelle forfatter, filosof og historiker Didier Eribon, som er født i 1953 i byen Reims og i dag bor i Paris. Eribon har levet et intellektuelt interessant liv. Han lærte i 1970’erne Michel Foucault at kende og blev gode venner med en anden af de helt store franske sociologer, Pierre Bourdieu. I dag er han tillige en god ven og en slags mentor for succesforfatteren Édouard Louis.
Eribon voksede op i en arbejderklassefamilie i Reims, hvor hans forældre var kommunister. Selv var han homoseksuel og levede et hemmeligt liv omkring byens teater. Der var med andre ord to skabe for ham at komme ud af, og det var arbejderklasseskabet, der voldte flest problemer. Eribon forlod Reims og realiserede sig selv gennem en brutal dannelsesproces i Paris, hvor han ikke bare ændrede sin måde at tale på, men også sin personlige stil og smag. Det skriver han om i erindringsbogen Tilbage til Reims, der netop er udkommet på dansk.
Bogen er en personlig beretning om hans opvækst og forvandling fra arbejderklasse i Reims til intellektuel i Paris. Men den er også en politisk historie, der beskriver arbejderklassevælgernes transformation fra kommunister til tilhængere af det yderste højre. Og så er den en sociologisk historie, der handler om, hvordan man kan have en teori om arbejderklassen og rejse til Paris og dyrke proletariatet som den store helt i den sociale virkelighed og alligevel foragte sin egen arbejderklasseoprindelse.
Alt det taler Rune Lykkeberg med Didier Eribon om i denne udgave af Langsomme samtaler, der er optaget foran et stort og entusiastisk publikum på Bogform i Bella Centeret i København.

Thursday Nov 06, 2025
Thursday Nov 06, 2025
Ugens gæst hos Rune Lykkeberg er den amerikanske forfatter, journalist og aktivist Bill McKibben – en legende inden for både klimabevægelsen og Dagbladet Information. McKibben udgav allerede som sidst i 20’erne bogen The End of Nature (1989), der regnes for den første store bog om klimaforandringer. Med en blanding af indignation, klarsyn og håb viste han dengang, hvordan klimakrisen ikke er noget, der sker langt væk, men noget, der udspringer af vores egen måde at leve på.
Siden har han været en uophørlig kraft i klimakampen. Han stiftede organisationen 350.org, som mobiliserede millioner verden over, og senere Third Act, et netværk af ældre amerikanere, der bruger deres økonomiske magt og erfaring til at presse den finansielle sektor væk fra fossile investeringer og mod vedvarende energi.
Bill McKibben har altid været kendt for sin mørke realisme – for at skrive om, hvor alvorlig krisen er. Men i sin nye bog Here Comes the Sun vender han blikket mod håbet. Han viser, at solenergi nu er blevet så billig, at vi faktisk står med løsningen på energiproblemet – hvis vi tør handle hurtigt og acceptere kompromiser undervejs. Klimapolitik, siger han, er også socialpolitik, og det er for sent at vente på det perfekte.
I en tid, hvor verdens ledere vakler, og hvor pessimismen truer, insisterer Bill McKibben på, at der stadig er en vej frem – gennem fællesskab, tempo og tro på forandring. Han er en af de stemmer, der har været længst i kampen for klimaet, og som stadig kan lære os, hvordan man bevarer håbet, mens man kæmper.
...
Bill McKibbens Substack: https://billmckibben.substack.com/

Wednesday Oct 29, 2025
Wednesday Oct 29, 2025
Ugens gæst hos Rune Lykkeberg er den fremadstormende, verdenserobrende, unge indiske aktivist, Varsha Gandikota-Nellutla. Hun har været med til at organisere Progressive International, et globalt samarbejde, der søger at matche højreorienteringens globale samarbejde. Hun står også bag Haag-gruppen, en udløber af Progressive International, som er en sammenslutning af lande fra det globale syd, der vil føre Israels krigsforbrydelser til den internationale domstol i Haag.
Varsha Gandikota-Nellutla er født i 1994 i Indien og er vokset op i en periode, hvor venstrefløjen brød fuldstændig sammen. Hun har set, hvordan venstrefløjens forslag til løsninger blev forkastet, selv om dens problemformuleringer blev bekræftet.
Hun er samtidig en aktivist, som tror på at mobilisere og sprede idéer, analyser og argumenter for at skabe forandring. Hun har tillid til, at de gamle institutioner kan bruges til at skabe positiv forandring, men hun har ikke tillid til, at de altid fungerer optimalt. I en tid, hvor den gamle verdensorden smuldrer, begræder mange naturligt alt det, der forsvinder og går i stykker, men man kan også vælge at se på de institutioner, tiltag og grupper, som bliver faktisk skabt. Her er Varsha Gandikota-Nellutla en enestående stemme, som det er værd at lytte til.

Wednesday Oct 22, 2025
Wednesday Oct 22, 2025
Krigen rumler i baggrunden, imperativerne om oprustning er alle vegne, og statsministerens ’køb, køb, køb’ ligger som en højtaler hen over nationen. Men i Langsomme samtaler insisterer vi på at tale om mulighederne for fred og konfrontere de store trusler gennem fredsforskningens optik.
I vores miniserie af ’Langsomme fredssamtaler’ taler Rune Lykkeberg i denne uge med amerikaneren David Cortright. Han har skrevet en af de bedste bøger om fredsbevægelsernes historie, Peace: A History of Movement and Ideas fra 2008. Men også hans personlige historie er vævet ind i fredsbevægelsen.
David Cortright blev færdig fra universitetet i 1968, samme år, som han blev indkaldt til militærtjeneste, og Vietnamkrigen var på sit højeste. Han tilhører en generation af soldater, som også blev fredsaktivister – og faktisk blev David Cortright ligefrem et ikon for fredsbevægelsen, da han poserede på en berømt anti-Vietnam-plakat af stjernefotografen Richard Avedon i uniform med en fredsdue i hånden.
David Cortright har været aktiv i fredsbevægelsen i over et halvt århundrede og har vejledt regeringer, deltaget i fredsprocesser og lavet forsoningskommissioner. Han har oplevet fredsbevægelsernes storhedstid i 70’erne og 80’erne, men også deres nedgangsperiode.
I løbet af samtalen diskuterer Rune Lykkeberg og David Cortright, hvordan man kan skabe momentum for fred i dag, og hvad man kan lære af fredsbevægelsernes fiaskoer. Og så taler de også om, hvordan man kan håndtere en krig som den i Ukraine: Hvad gør man som fredsforsker og fredsaktivist over for en krigsfører som Putin, der ikke vil freden og bruger krigen som sin metode?

Wednesday Oct 15, 2025
Wednesday Oct 15, 2025
For nylig holdt Donald Trump en tale for det amerikanske militær, hvor han talte om, at de skulle bruge de farligste byer i USA som træningsanlæg for at lære at blive gode til krig. Det var tydeligt at høre på talen, at Trump mente, at soldaterne skulle være loyale over for ham og ikke over for forfatningen. Den slags eksempler på noget, der ville være utænkeligt for 10 år siden, men som nu er blevet legitimt, har det seneste år med Donald Trump som præsident været rig på.
Timothy Snyder (f.1969) er en af de historikere og forfattere, der advarede om det fra begyndelsen. Han udgav i 2017 en enorm bestseller med titlen Om tyranni – 20 ting, vi kan lære af det 20. århundrede. Og hvad der måske dengang kunne opfattes en smule alarmistisk, har siden for det meste vist sig at være rigtigt.
Timothy Snyders totalitarismeanalyse rummer alt fra de store politiske træk i samfundet, til fordelingen af økonomisk og politisk magt, til kontrol med institutionerne og helt ned til vores eget hverdagsliv. Han insisterer på, at det at hilse på folk, man ikke har mødt, at tale med fremmede, at knytte bånd, at kigge folk i øjnene, og at række hånden ud til mennesker, man ikke kender, alt sammen faktisk er en del af kampen for et frit samfund. At man skal forestille sig, at man i sit hverdagslige liv faktisk gør en politisk indsats, når man anstrenger sig for at lytte til, hvad andre mennesker har at sige.
I denne uges langsomme samtale når Rune Lykkeberg og Timothy Snyder rundt om det hele – både om Trump, om magten, om pengene og om de store virksomheder, men også om de små broer, vi selv kan skabe imellem hinanden som et demokratisk forgrenet forsvarsværk for vores fælles politiske frihed.

Wednesday Oct 08, 2025
Wednesday Oct 08, 2025
Ugens gæst hos Rune Lykkeberg er Christiana Figueres, som er en legende inden for klimakampen. Det var hende, som efter den mislykkede COP i København i 2009, fik til opgave af FN’s generalsekretær Ban Ki-moon at forberede den efterfølgende COP i Paris i 2015, der endte med Parisaftalen.
Christiana Figueres er født i 1956 i San Jose på Costa Rica. Hendes far var præsident i tre perioder og regnes for det moderne Costa Ricas far. Hendes mor havde danske forældre, og Danmark har i det hele taget betydet meget for hende. Begge dele, både forholdet til hendes far og til hendes danske aner, kommer hun ind på i den følgende samtale.
I dag har hun podcasten Outrage + Optimism sammen med Paul Dickinson og Tom Rivett-Carnac, som hun også har skrevet bogen The Future We Choose (2020) sammen med. Det er den bog, som er anledningen til, at Christiana Figueres er kommet til København. Hun er blevet inviteret af Det Kongelige Bibliotek, og interviewet finder sted fra scenen i Den Sorte Diamant foran et live-publikum.
I løbet af samtalen tager Rune Lykkeberg og Christiana Figueres den store tur fra hendes opvækst over hendes forbindelse til Danmark til COP-skuffelsen i København, der stadig kalder tårerne frem, og hele vejen frem til det meget svære sted, som klimakampen står netop nu. Hvilke forventninger kan vi tillade os at have til COP30 i Belém i Brasilien? Også dét, kan du blive klogere på i denne uges episode med Christiana Figueres.
