876.3K
Downloads
169
Episodes
Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner om alt fra poesi, punk og popmusik til klima, økonomi og politik.
Episodes
Wednesday Sep 04, 2024
Wednesday Sep 04, 2024
Kort efter Hamas’ attentat i Israel 7. oktober 2023 skrev Yuval Noah Harari –der udover at være forfatter og historiker, også er en vigtig israelsk intellektuel – et stort essay, som blev trykt i flere internationale magasiner og aviser, og også blev refereret her i Information. Harari skrev, at israelerne lige nu var ramt af så stor sorg, at de ikke kunne rumme tanken om, at man kunne være både ofre og bødler på samme tid. Israelerne var på dét tidspunkt ramt af så dybt et chok, at bare det at sætte sig ind i den anden parts følelser, lidelser og skæbne, føltes som et forræderi. Og derfor, skrev Harari, var det op til Israels allierede og venner at drage Israel til ansvar og komme med kritiske indsigelser og korrektioner – nu hvor israelerne ikke selv var i stand til at tænke klart.
Dén opgave – altså opgaven med at stille Israel til ansvar for sine handlinger i Gaza – har Israels allierede i vid udstrækning svigtet gennem de seneste ti måneder. Hør mere om hvorfor og hvordan i denne udgave af Langsomme samtaler med Yuval Noah Harari – hvor det dog også skal handle om andet end krig.
For der er meget få mennesker, der som Yuval Noah Harari mestrer kunsten at overskue et ekstremt kompliceret emne og samle det til en stor fortælling, som hverken er reducerende eller forenklende, men står så skarpt, at de fleste kan være med.
Tidligere har Harari demonstreret dén kunst i bøger som Homo Deus, 21 ting du bør vide om det 21. århundrede og ikke mindst i bestsellersuccesen Sapiens, der har solgt i 45 millioner eksemplarer globalt, er oversat til 65 sprog og er blevet et referencepunkt for mondæne samtaler om menneskehedens historie over hele den vestlige verden.
Nu er Harari, der er født i Israel i 1976 og i dag er professor ved The Hebrew University i Jerusalem, aktuel med endnu en bog, Nexus. Det er en fortælling om menneskelige informationsnetværk fra stenalderen og frem til i dag. Grundlæggende spørger Harari, hvordan det mon kan være, at mennesket, der er så klogt og har udrettet så fantastiske ting i fællesskab med andre, samtidig kan gøre så mange dumme ting.
Et spørgsmål, han i løbet af sin samtale med Rune Lykkeberg også forsøger at give et svar på.