729.9K
Downloads
143
Episodes
Informations chefredaktør Rune Lykkeberg interviewer samtidens største tænkere og intellektuelle superstjerner om alt fra poesi, punk og popmusik til klima, økonomi og politik.
Episodes
Friday Jan 29, 2021
Bhaskar Sunkara om socialismens fremtid i USA
Friday Jan 29, 2021
Friday Jan 29, 2021
Lige nu er venstrefløjen i USA stærkere, end den har været i årtier. Den har ideer, energi og indflydelse. Nytænkningen i Det Demokratiske Parti og de store mobiliseringer, som har sat dagsorden, kommer fra de venstreorienterede, der uden frygt for fortidens fjendebilleder kalder sig for socialister.
Men hvad kan den amerikanske socialisme egentlig opnå? Er socialisme bare deres ord for socialdemokrati eller har de en vision for, hvordan det amerikanske samfund skal forandres radikalt?
Jeg har været så heldig at få mulighed for at stille alle de spørgsmål om socialismen i USA til Bhaskar Sunkara, som er en definerende intellektuel for socialismen i USA, grundlægger af og redaktør for tidsskriftet Jacobin Mag og forfatter til bogen The Socialist Manifesto.
»Vi kæmper for, at vi kan få en robust stat, som drager omsorg for sine udsatte borgere, og for at skabe et arbejderklasseparti og nogle institutioner for arbejderklassen, så de kan bestemme selv og gøre sig gældende. På kort sigt vil vores mål være at gennemføre nogle socialdemokratiske reformer i USA,« siger han i denne langsomme samtale om verdenssituationen og fortsætter:
»Det er efter min mening en forudsætning for, at vi kan danne et socialistisk samfund. Den socialdemokratiske logik kan tages videre til næste niveau, hvor den muligvis kan føre til demokratisk socialisme.«
Hvis du vil høre mere om, hvorfor det skal ske, og hvordan det skal finde sted, kan du jo lytte til min samtale med ham. Han er realist på kort sigt, idealist på lang sigt og sjov og generøs med sine betragtninger om et USA, der er gået i stykker.
Wednesday Jan 20, 2021
Filosoffen Michael Sandel forklarer, hvad der er gået galt for demokraterne i USA
Wednesday Jan 20, 2021
Wednesday Jan 20, 2021
Goddag kære lytter,
For over tyve år siden læste jeg en bog af en amerikansk filosof, som forklarede, hvorfor demokraterne i USA ikke kunne skabe stærke fællesskaber. Demokraterne byggede nemlig ifølge filosoffen på en politisk liberalisme, som ikke appellerer til folks følelser, deres stolthed over at komme et bestemt sted fra, deres følelser for deres familie og lokalsamfund og deres patriotisme.
Filosoffen hedder Michael Sandel, han er professor på Harvard og en af USA’s vigtigste politiske tænkere, og hans bog hedder Democracy’s Discontent.
Jeg har ofte tænkt på Sandel og den bog, når jeg har set, hvordan republikanerne med deres appeller til værdier og patriotisme og kamp mod den kulturelle overklasse har overtaget arbejdervælgere, mens demokraterne er blevet et parti for dem med de lange uddannelser, de høje indtægter og de samfundsdefinerende stillinger i storbyen.
Det var derfor vidunderligt, at Michael Sandel sagde ja til at stille op til et interview med os og forklare, hvad der er gået galt for demokraterne, og hvordan Joe Biden skal gentænke partiet.
Sandel siger til mig i denne langsomme samtale om verdenssituationen:
»Biden og demokraterne skal forstå, at de skal forbinde deres kritik af neoliberalismen med nogle værdier og den patriotisme, som højrefløjen ellers har monopoliseret. De skal tale til arbejdende folks følelser af at høre til et sted. De skal tale til det, som arbejdere drømmer om og længes efter. Deres kritik af globaliseringen skal hænge sammen med et forsvar for de lokale samfund, som folk er en del af og er formet af. De skal være patrioter på en måde, som ikke er fremmedfjendsk og racistisk, hvis de skal have arbejderne tilbage.«.
Sandel fortæller også om sin nye bog The Tyranny of Merit, om universiteternes alt for store magt i det amerikanske samfund, og om sin første samtale med den filosof, der havde defineret den liberalisme, som Sandel fik et gennembrud på at gøre op med: John Rawls.
God fornøjelse med samtalen
Rune Lykkeberg
Tuesday Jan 05, 2021
Jan-Werner Müller gør status i Trumps sidste tid som præsident
Tuesday Jan 05, 2021
Tuesday Jan 05, 2021
Kære lytter
Den tyske filosof Jan-Werner Müller er en af Informations mange yndlingsfilosoffer. Han udgav sin bog ’Hvad er populisme?’ samme år, som Brexit fandt sted, og Donald Trump blev valgt. Den var et tankevækkende og originalt forsøg på at forstå de vilde opbrud, som dengang forekom os uforståelige. Vi valgte at oversætte og udgive bogen på Informations Forlag, vi inviterede Jan-Werner Müller til landet, og han har løbende stillet op til interviews med os for at hjælpe os med at trække de store linjer i en verden, som kan forekomme kaotisk og uoverskuelig.
Derfor var det oplagt for mig at vende tilbage til Jan-Werner Müller nu, hvor Trumps tid som præsident er ved at være forbi og høre, hvad vi har lært, hvor det hele kom fra, og hvor vi er på vej hen.
Han forklarer i vores samtale, at Trump er en slags tegneserieudgave af Ronald Reagan, og at vi måske skal forstå hans præsidentperiode som »afslutningen på noget gammelt snarere end begyndelsen på noget nyt. Og måske er vi virkelig i en overgangsfase«.
Hvis du vil vide, hvad der slutter, og hvad der kan komme efter, og i øvrigt høre Müllers overvejelser over hele verdenssituationen, så skal du være velkommen til at lytte med i denne langsomme samtale med Jan-Werner Müller.
Det var sjovt at lave, forhåbentlig er det også sjovt at lytte til.
Rune Lykkeberg